Stella dukkede egentlig op som en bifigur i Stjernehimmel-serien fordi jeg stod og manglede en samtalepartner til seriens gennemgående hovedperson, Emma, når hun var alene.
Men før jeg vidste af det, havde Stella smøget mine intentioner af sig og begyndte at leve sit eget liv.
Inden jeg så mig om, var hun blevet en så integreret del af serien, at det først og fremmest var hende, mine læsere var vilde med.

Det gik op for mig, at den sort-pelsede skabning, der havde sneget sig ind og havde sat sit eget præg på fortællingen, havde vores yngste kat, Killmousky, som forbillede.
Mange af Stellas handlinger i den fiktive verden er taget ud af Killmouskys virkelighed – okay, måske lidt overdrevet her og der, men stadigvæk.
Hvad mere er: Siden denne Stella-karakter begyndte at vinde indpas i bøgerne, virker det som om Killmousky er begyndt at udvise en stærk interesse for min computer: Lige som Stella har hun fået den dårlige vane at lave tilføjelser til mit manuskript, når jeg vender ryggen til. Én dag var det ovenikøbet lykkedes hende at åbne skabelonen til et horoskop.

Som sine to søskende, Sebastian og Sisa, var Killmousky hitte-killing, da hun kom ind i vores familie. Vi opflaskede de tre små kræ på katte-modermælks erstatning og opdrog dem – for så vidt man kan tale om at ’opdrage’ en kat – det er tit den anden vej rundt, som katteejere vil vide.

Denne baggrund for at have familiekat gav os en forbavsende ny indsigt i kattes adfærd. De tre killinger, som nu er voksne katte, er meget forskellige individer, som katte jo altid er – og som også de fleste dyr i øvrigt er.
Men de tre små kræ havde alle én ting til fælles: De så os helt åbenbart som deres flok. Indtil da havde vi aldrig opfattet katte som flokdyr.

De udviklede samtidig en meget beskyttende indstilling overfor os, idet de tydeligvis ikke mente, vi var i stand til at tage vare på os selv – vi havde en sørgelig mangel på kløer og lange hjørnetænder.
Vi er ret sikre på, at det er grunden til, at de altid følger med os, når vi går en tur.
Efter jeg havde været gennem en operation og i starten genoptrænede min fysik med små, hyppige spadsereture, fulgte Killmousky altid med mig, cirklende rundt om mine ben for at sikre sig, at jeg holdt mig fra farlige steder.
Da jeg på et tidspunkt satte mig på en bænk for at hvile lidt, hoppede hun op ved siden af mig.
En jævnaldrende medsøster kom cyklende op ad bakken mod bænken, pustende og stønnende – som jeg selv ville have gjort.
Men åbenbart opfattede Killmousky damens stønnen som en fjendtlig hvæsen.
Så hun trykkede sig op ad min side, mens hun udstødte en dyb knurren som en advarsel til ’angriberen’ mod at komme nærmere.

Det har vi grinet meget af siden – Killmousky er en meget lille og slank kat – selvom hendes mod i høj grad overstiger hendes fysiske fremtræden. Men hva’, der er vel heller ikke noget galt i at have ambitioner…
Denne hændelse med den lille kat, der forsøger at beskytte sin ejer, er genfortalt i første bog af Stjernehimmel- serien – i en kun let overdreven version.
Mange af begivenhederne med Stella i centrum er inspireret af Killmousky og hendes værdige søskende – det virkelige livs Stella.