Kapitel 10

Lola sukkede. Gudskelov at arbejdsdagen snart var slut. Philip Carter var sidste patient og nu kunne det ikke vare længe, før hans konsultation var til ende. Han havde som sædvanlig gjort dagen til et helvede for hende, siden han trådte ind på klinikken – ja, faktisk allerede da hun om morgenen så hans navn på listen over dagens patienter. Nå, nu var det overstået – næsten. Han skulle bare lige lodses ud af døren, og det regnede hun med, dr. Hall tog sig af.
Det havde været en af de rigtig lange dage, og mørket var faldet på udenfor. Trafikken var stilnet en smule af, kunne hun høre. Tja, folk med normale arbejdstider sad vel samlet omkring middagsbordet nu. Hun kastede et blik ud af vinduet mod gården bag konsultationen. Den psykiatriske klinik lå på første sal, og på de øvrige etager i den seks etages bygning lå andre kontorer som forsikringsselskaber, tandlæge og andre repræsentanter for nyttige samfundsfunktioner. Men på det her tidspunkt af døgnet var der stille. Bygningen syntes tom, bortset fra her i klinikken.
Nå, nu kunne det vel heller ikke vare meget længere. Lola begyndte at rydde op på sit skrivebord og pakkede listen med medicin ned i sin taske. Den ville hun lige aflevere på apoteket på vej hjem. På den måde kunne hun hente medicinen på vej til arbejde næste dag. Det gjaldt om at tilrettelægge tingene så praktisk som muligt, for klinikken skulle ikke gerne være ubemandet på noget tidspunkt i åbningstiden. Hun gik rundt og ryddede den smule op i venterummet, der skulle til, lagde blade og aviser på plads og skiftede pose i papirkurven. Den kunne hun tage med ned og smide i skraldespanden ude i gården. Meget praktisk var der en bagtrappe i bygningen, praktisk på mere end én måde: Lola forlod altid sin arbejdsplads ad baggangen, også for at undgå at blive passet op af patienter, der eventuelt kunne finde på at stå og vente på fortovet udenfor hovedindgangen. De gange, det var sket, havde de ventende overset hende, når hun smuttede ud af porten ind til gården, der lå et kort stykke længere henne ad gaden.
Hun fandt et lille lommespejl frem fra tasken og kastede et blik i det, mens hun rettede på sit brune, halvlange hår og sendte sig selv et spørgende blik fra de brune øjne. Jaja, det fik gå an. Årh, ku’ de dog så ikke snart få snøvlet sig færdige derinde?
Knap var den lettere respektløse tanke strøget gennem hendes hoved, før døren ind til ’det helligste’ gik op. Dér stod Philip Carter med sit sædvanlige hånlige blik rettet mod hende. Han gik hen og tog sin jakke fra knagen, og på vej mod døren ud vendte han sig og henkastede som afskedshilsen i et for ham forbløffende venligt tonefald: ”Kælling!” Så forsvandt han ud gennem døren, der gled i efter ham.
”Jaja, man må lære at være taknemmelig for lidt,” mumlede Lola tørt til sig selv. Et øjeblik efter kom Adam Hall selv ud i forkontoret. Han havde allerede overtøjet på og virkede en smule fortravlet.
”Du, ja, det må du altså undskylde. Han er virkelig noget besværlig, den gode Philip.” Hall smilede opmuntrende til hende før han fortsatte: ”Jeg har nogle datoer her med patient-aftaler. Gider du lige skrive dem ind, før du ta’r afsted? Og du har osse styr på medicinlisten, ikkesandt?”
Lola bekræftede, mens hun i sit indre undrede sig en smule. De opgaver, Hall havde mindet hende om, var jo da rutine som hun ordnede hver dag, og det plejede han ikke sådan at stå og huske hende på. Var han lidt ved siden af sig selv i dag, måske? Ja, okay, det havde osse været en hård dag at komme igennem. Og hvis hun syntes, den var hård – hvor meget værre måtte det så ikke være for Hall, der som læge var den, som håndterede de egentlige problemer.
Hun smilede lyst op til sin arbejdsgiver og henkastede: ”Der er simpelthen styr på det hele, dr. Hall. Tag du bare hjem med god samvittighed.”
Hall sendte hende et lettet smil tilbage og vinkede med hånden før han forsvandt ud gennem hoveddøren, der sukkende gled i bag ham.
Lola sukkede lettet – endelig fri. Hun tjekkede lige de seneste aftaler og sikrede sig, at de var ført ind i computeren dag for dag, før hun lukkede programmet ned og slukkede computeren. Derefter greb hun sin jakke og sin taske og låste hoveddøren, før hun forlod sin arbejdsplads gennem døren til bagtrappen.
Mens hun omhyggeligt låste efter sig konstaterede hun, at trappen lå hen i mørke, tilsyneladende hele vejen ned til underste etage. Hun sukkede irriteret. Så var hun altså nødt til mere eller mindre at famle sig ned ad trappen med et fast greb i gelænderet. Viceværten kunne nu osse være mere omhyggelig med sit arbejde. Hun måtte huske at få fat i ham straks i morgen tidlig, når hun mødte igen.
Hun greb fat om gelænderet og startede nedstigningen. Heldigvis kastede pæren fra førstesalen lys over den første etape af turen. Hun nåede reposen i sikkerhed og fortsatte så mere tøvende, mens hun omhyggeligt følte sig for med fødderne, før hun satte dem på næste trin. Halvvejs nede fik hun en besynderlig følelse af ikke at være alene, men skød det over på den modbydelige slutning på arbejdsdagen – ja, og så mørket. Hun var kun i stand til at skimte væggen nedenfor trappen, hvis hun virkelig koncentrerede sig. Og nu det sidste trin. Åh, gudskelov.
Lola drejede fra trappen ad den korte gang hen mod døren ud til gården. Hun udstødte uvilkårligt et lille skrig af forskrækkelse, da en mørk skikkelse trådte frem og blokerede vejen mellem hende selv og udgangen.
”Hvem er… åh, er det dig? Men hvad laver du dog her?” Hun forsøgte, ikke at lade den frygt, der næsten lammede hendes krop, skinne igennem, forsøgte at holde sin stemme rolig og klar, men kunne ikke forhindre kroppen i at ryste i chok.
Hun opgav imidlertid ethvert forsøg på at give udtryk for ro og normalitet, da skikkelsen løftede den ene arm. I hånden holdt den noget, der lignede en stor hammer, som nu blev løftet højt over hovedet, mens den greb fat om skaftet med begge hænder for at få kraft til nedslaget.
Nejnej, det her kunne ikke være virkeligt. Det måtte være en ond drøm, et mareridt. Med rystende stemme forsøgte hun at tale manden foran sig til fornuft: ”Hør nu, vi er da venner, ikke? Du vil da ikke virkelig gøre mig ondt, det ønsker du slet ikke, vel?”
”Hva’ så, kælling, er du ved at få en smule respekt? Desværre du, det er lidt for sent. Hva’ siger du til, at du og jeg følges ad til Paradis – eller måske Helvede?”
Manden foran hende slog en rå latter op og nød hendes frygt et øjeblik, før han med stor kraft lod hammeren suse ned mod hendes kranium.
Lola nåede end ikke et sidste skrig om hjælp ud i den tomme bygning, før hun sank sammen for sin drabsmands fødder.

Kapitel 11

Walter Griffin hoppede af bussen og begav sig ned ad gaden mod sin arbejdsplads. Han registrerede en let tendens til at humpe. For pokker, man var jo ikke 17 længere, så den her vane med at springe fra bussen måtte han altså lægge fra sig.
En begyndende gigt og noget svagere ledbånd end tidligere lod høre fra sig, når han ikke lige fik tænkt sig om. Han gryntede irritabelt, som han puffede sig frem på fortovet mellem alle de andre travle fodgængere, der ligesom han selv hastede mod deres arbejdspladser.
Walter kastede et blik på sit ur, samtidig med at han nåede sit bestemmelsessted og svingede ind af porten. Nå, han var da i det mindste tidligt på den her til morgen, mindst en time før han plejede at møde ind. Så kunne han måske nå at vaske trapperne, før bygningen blev fyldt med alle de travle arbejdsbier. Det var voldsomt irriterende at ligge på knæ dér med spand og klud, mens folk bare vadede ind over éns arbejde endnu før trappen var blevet ordentligt tør. På den måde kunne man overhovedet ikke se, at trappen var blevet vasket, for når den endelig tørrede, var sporene af mere eller mindre rene fodaftryk meget tydelige.
Der var ganske vist en udmærket og velfungerende elevator i bygningen, men med den her bølge af fitness-tilbedelse var der mange, som foretrak at benytte trapperne i stedet for elevatoren. Sikkert vældig sundt, men også vældig upraktisk indimellem. I hvert fald for hans arbejde.
Walter gryntede irriteret ved tanken. Nu var det jo ikke, fordi jobbet som vicevært var springbræt til nogen karriere. Det gav ham lidt ekstra ved siden af pensionen, og det gjorde, at han skulle noget hver dag, møde andre mennesker. Ikke for det, Lydia og han havde det godt sammen og hyggede sig gevaldigt. Walter smilede uvilkårligt, da han kom til at tænke på sin lille kone, der hver morgen sendte ham afsted med en solid madpakke, et varmt knus og formaninger om at passe godt på sig selv.
Næh, det her med jobbet – en vis perfektionisme kunne han ikke helt sige sig fri for. Han var af den mening, at når man gjorde et stykke arbejde, så skulle det også gøres ordentligt. Han kunne ikke fordrage sjusk under nogen form. Til gengæld forventede han også at få sit arbejde respekteret.
Alt i alt kunne han nu heller ikke klage. Lønnen var rimeligt god, arbejdet som vicevært afvekslende, og folk i den store bygning med de mange forskellige erhverv, der var repræsenteret, var stort set venlige og imødekommende. Alt i alt var livet nu ikke værst. Som de irritable tanker blev fortrængt af lysere, forsvandt rynkerne i panden og han begyndte at nynne svagt, som han nærmede sig det lille skur, hvor han opbevarede sine arbejdsredskaber sammen med et lille reservelager af elpærer, og hvad der nu ellers hørte til vedligeholdelsen af en større bygning.
Han havde allerede sit nøgleknippe i hånden og rakte ud for at låse op, da han standsede midt i bevægelsen og studsede. Hvad pokker, døren var ikke låst. Kunne han have glemt… nej, det var ikke muligt. Det var det sidste, han kontrollerede hver dag, inden han forlod sin arbejdsplads.
Uvilkårligt gled hans blik hen mod bagdøren til bygningen. Han konstaterede med stigende uro, at denne dør heller ikke var låst. Hvad mere var, den var end ikke ordentligt lukket, men stod på klem.
Nej, hvad var det her nu for noget. Walter tog rask de få skridt fra skuret og hen til døren, som han åbnede med et rask greb og trådte ind. Den lille gang og trappen henlå i halvmørke fra dagslyset, der trængte ind gennem den åbne dør. Walter vendte sig og trykkede på kontakten på væggen bag sig for at få lys. Nå, skidtet virkede ikke. Pæren måtte være sprængt.
Han vendte sig om på ny for at tage et overblik over situationen, som den tog sig ud i halvmørket. Nu havde hans øjne vænnet sig til den dunkle belysning. Og han så…
Walters underkæbe gled uvilkårligt ned. Det var, som om han mistede kontrollen over musklerne i sin krop. Mundvand begyndte at dryppe ukontrolleret, og samtidig mistede han kontrollen over sin blære. Langsomt sank han ind mod væggen. Han forsøgte at samle kræfter, og det lykkedes ham at rette sig så meget op, at han langsomt kunne vende sig og bevæge sig mod døren. Han måtte ud. Væk!
Det var, som om det makabre syn i halvmørket ikke ville slippe ham. Med opbydelsen af hele sin viljestyrke lykkedes det ham at stavre udenfor. Med besvær nåede han hen til skuret, hvor han sank ind mod muren og langsomt gled ned, da benene gav efter under ham. Han famlede i sin lomme, fandt sin mobiltelefon frem. Fingrene var stive, og han tabte telefonen ned på asfalten, før han ved hjælp af begge hænder fik den op igen og med stive fingre tastede 911.