Kapitel 4

Dwayne var taget tidligt afsted til Petersville efter at have indtaget en hurtig morgenmad, stående ved køkkenbordet.
Han ønskede at være på forkant med udviklingen i undersøgelsen af den seneste brand, og desuden ventede han besøg af sin ven og kollega fra Citys drabsafdeling. Hank Morrison havde nemlig ringet aftenen i forvejen og meldt sin ankomst, idet han sagde, at han ’lige ville stikke forbi.’ De to kolleger havde aftalt at mødes på politistationen i Petersville, og derefter ville Hank følge med Dwayne tilbage til blokhuset i skoven og blive et par dage i forbindelse med, at Abby, hans kæreste og Emmas nærmeste veninde, havde planlagt at tilbringe en forlænget weekend ude på landet sammen med vennerne.
Emma havde nået et hurtigt bad og havde tørret Marks tøj i tørretumbleren, lagt det sammen og anbragt det på badeværelset på bordet ved siden af vaskekummen.
Så havde hun sørget for morgenmad til såvel sig selv som Stella, og katten var derefter smuttet ud på morgenens første jagtrunde. Hun havde lagt resultatet, en enkelt mus, på trappetrinet foran hoveddøren, før hun selv kom ind på ny.
Stella sørgede altid godt for sin flok i retning af at forsyne medlemmerne med mus, som efter kattens mening øjensynligt var et helt uundværligt tilskud til den daglige kost.
Emma havde med lige så usvigelig sikkerhed været ude og fjerne den afdøde gnaver, efter at Stella var gået til ro på toppen af ’sit’ skab.
Emma nænnede ikke at lade den lille kat se, hvad der skete med hendes velmente og kærlige gave, og sørgede derfor altid for at fjerne musene, mens Stella var optaget andetsteds. Emma bar de små lig over i skovbrynet på en skovl, mens hun mumlede en undskyldning for de så brat afsluttede liv, før hun slyngede de afdøde gnavere ind i krattet og vendte tilbage til husets varme.
Hun smilede hen for sig mens hun tænkte på sin lille bepelsede bofælle, som hun havde taget til sig, da Stella endnu var en lille moderløs og helt ærligt ikke særligt køn killing. Emma havde bare vidst, da hun så killingen på internatet, at lige præcis denne kat var hendes. Hun havde opflasket den lille killing med modermælkserstatning til killinger, og Stella havde trivedes og vokset sig stor og smuk. Hun var en meget beskyttende kat overfor sin ejer, og senere overfor sin flok, der nu, udover Emma, bestod af såvel Abby som Dwayne og Hank.
Stella havde sine sære vaner, som nu for eksempel det, at hun kun uhyre sjældent meddelte sig som andre katte. Hun var meget værdig, og hendes måde at tale på var stort set, udover at give udtryk for tilfredshed ved at spinde, begrænset til ansigtsudtryk, kombineret med bevægelser med den lange hale. Disse kommunikationsmidler var til gengæld særdeles effektive og lod aldrig hendes omgivelser tilbage med nogen tvivl om, hvad hun ønskede.
En anden særhed hos Stella var den omstændighed, at hun nægtede at bruge sin kattelem. Hun fandt det kun rimeligt, at hendes mennesker sørgede for at lukke hende ind og ud af døren. Det var kun sket ved meget få lejligheder, at hun havde nedladt sig til at bruge kattelemmen. Der skulle nærmest en katastrofe til, for at det lod sig gøre.
Emma vendte tilbage over gårdspladsen og stillede skovlen på plads i haveskuret, før hun begav sig mod døren ind.
Gad vide hvornår Mark vågnede – og hvordan han havde det…
Hun havde overtalt Dwayne til at lade deres gæst sove, til han vågnede af sig selv. Dwayne ville have haft Mark Scott med ind på stationen til en nødvendig afhøring i forbindelse med branden, der havde lagt hans værts hjem øde, og som havde dræbt Bill Jones selv. Det sidste havde Mark endnu ikke fået at vide, selvom han allerede aftenen forinden syntes at have været forberedt på, at Bill ikke var nået ud, før branden havde fortæret gården, hvor det kun var lykkedes brandfolkene at redde laden. Emma ville overlade det til Dwayne i hans egenskab af repræsentant for politiet at fortælle Mark, at han desværre havde haft ret: Bill var ikke nået ud.
Hun havde aftalt med Dwayne, at hun ville køre Mark ind til politistationen, når han var oppe og klar. Men naturligvis kunne de ikke vente hele dagen, så måske ville hun være nødt til at vække ham.
Det viste sig imidlertid ikke at blive nødvendigt, eftersom hun blev mødt af gæsten så snart hun trådte ind af døren.
Mark var fuldt påklædt og sendte hende et usikkert blik, stående midt mellem køkken og stue.
”Godmorgen! Har du sovet sådan nogenlunde?” Emma sendte ham et venligt smil.
”Jo tak. Jeg har sovet temmelig tungt. Det havde jeg ikke ventet, i betragtning af…” Mark slog vagt ud med hånden uden at fuldføre sætningen.
”Nej, det er klart.” Emma så medfølende på ham. ”Heldigvis er Baldrian et ret probat middel, når det drejer sig om at kunne slappe af. Og så har din krop nok osse reageret på udmattelsen i forbindelse med alt det, der skete.”
Emma vendte sig mod køkkenet og spurgte henover skulderen: ”Hvad har du lyst til at spise her til morgen?”
”Jeg er faktisk ikke sulten. Det er ikke altid, jeg spiser morgenmad,” svarede Mark og fulgte hende ud i køkkenet.
”Muligvis. Men det gør du altså i dag. Du skal simpelthen have noget at stå imod med!” Emma sendte ham et meget bestemt blik, mens hun tog brød frem og satte over i brødristeren.
Der var stadig rigeligt med forholdsvis friskbrygget kaffe tilbage på kanden fra Dwaynes hastige morgenmåltid, og Emma anrettede hurtigt en bakke og bar ind til spisebordet, hvor hun bad Mark tage plads.
”Spis!” opfordrede hun kort, mens hun selv satte sig overfor ham.
Han tog en slurk kaffe, før han tøvende begyndte at smøre en skive ristet toastbrød.
”Du og jeg skal ind til Petersville, når du er klar,” fortalte hun ham. ”Jeg har lovet Dwayne, at vi ikke kommer alt for sent. Det var egentlig meningen, at han ville have haft dig med ind til politistationen her til morgen, men vi blev enige om at lade dig sove, i betragtning af hvad du havde været ude for.”
”Ind til politistationen… hvorfor?” Mark sendte hende et usikkert blik. ”Jeg véd jo ikke rigtig noget. Har de fundet…?” Han afbrød sig selv og så ned i sin tallerken.
”Ja, dels vil de jo fortælle dig, hvad de har fundet i forbindelse med branden.” Emma så ned et øjeblik.
”Og dels er det vigtigt, at du selv fortæller politiet, hvad du oplevede forud for branden.” Hun så op på ham. Der var noget fuldstændig hjælpeløst over hans ansigtsudtryk. Han løftede langsomt toastbrødet op mod munden, men lod hånden synke igen før han havde taget en bid.
”Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg har ikke noget sted at bo, og jeg har ingen penge overhovedet til at betale for et logi.” Hånden med brødet dirrede let.
”Tror du… er der en mulighed for at jeg kan bo her hos dig, sådan rent midlertidigt, indtil jeg finder ud af noget?”
Emma følte hjertet vride sig af medfølelse, men stod alligevel fast. Hun huskede, hvordan Bill på det seneste havde beklaget sig over sin logerende, som syntes at have taget fast ophold på hans gård og ikke viste noget initiativ i retning af at blive selvforsørgende. Det sidste, hun havde brug for i sit liv, var en fast logerende i det lille blokhus, en logerende, som det ville blive umuligt at smide ud igen, fordi hans situation var så håbløs. Hun ville ønske, hun kunne hjælpe, men erkendte umuligheden af at hjælpe nogen, som ikke var i stand til hjælpe sig selv, og som havde vænnet sig til, at hans omgivelser sørgede for de fornødenheder, han nu måtte have brug for. Hun havde bestemt ikke lyst til at blive en slags moder-erstatning for Mark, der kun var nogle få år yngre end hende selv. Og som oveni alt andet osse syntes at være alkoholiker – eller i hvert fald stærkt afhængig af spiritus.
”Nej, desværre ikke,” sagde hun nu, mens hun tvang sig selv til at se ham fast i øjnene.
”Her er simpelthen ikke nok plads. Vi får overnattende gæster allerede i aften, venner, som meget ofte kommer på besøg fra City, og som altid overnatter, fordi der er så langt at køre.” Hun tav et øjeblik, men sagde så: ”Men jeg kan prøve at hjælpe dig på en anden måde – når du er færdig på politistationen kan jeg køre dig til herberget for hjemløse i Petersville. Dér vil de osse kunne forsyne dig med lidt mere tøj, og i nogle tilfælde kan de hjælpe med at skaffe et job. Jeg formoder ikke, du har nogen forsikring?” Spørgsmålet var rent retorisk, for hun kendte svaret på forhånd.
”Nej. Slet ingenting.” Mark så ned i bordet.
”Men sig mig, har du slet ingen familie, der kan hjælpe dig? Forældre, søskende?”
”Næh. Det er der ingen mulighed for.”
Emma studsede lidt over svaret, som hun fandt en smule tåget. Nå, det var jo ret beset ikke noget, hun kunne blande sig i.
”Jeg synes bare, jeg har været så uheldig gennem de senere år, og jeg forstår ikke rigtig hvorfor. Det var så pænt af Bill at hjælpe mig, og vi kom rigtig godt ud af det sammen. Men nu…”
”Uheldig – hvordan uheldig?” spurgte Emma medfølende.
”Ja, jeg er jo musiker, som du sikkert véd, jeg skriver selv min musik og mine sangtekster, og det er det eneste, jeg sådan rigtigt kan – og det eneste jeg har lyst til,” tilføjede Mark.
”Men selvfølgelig har jeg osse haft småjobs ind imellem, eftersom jeg jo ikke har tænkt mig at bruge min musik til at blive rig eller sådan noget. Men de jobs, jeg har haft på det seneste, har været temmelig kortvarige. Jeg er hurtigt blevet fyret af den ene eller den anden grund, som regel fordi dem, jeg var ansat hos, pludselig så sig nødsaget til at skære ned, og ja, så var jeg jo altid den sidst ankomne, og den der røg ud først.” Mark gned hænderne mod hinanden og sad uroligt på stolen.
”Og du har slet ingen anelse om, hvorfor du har sådan en – uheldig periode?”
”Næh. Jeg er kun 26 år, men jeg føler mig som en gammel mand efterhånden. Det er, som om alting går galt.”
Han så henover bordet på hende, og pludselig fik en tanke ham til at lyse lidt op.
”Bill fortalte, at du er astrolog. Kunne du måske…?” Lyset i hans øjne slukkedes igen og han tilføjede sagte: ”Nåh nej, jeg har jo ingen penge at betale med.”
”Nåh, lige dén del kan vi jo nok komme om ved. Vi kunne jo kalde det Pro Bono – du véd, ligesom når rige advokatfirmaer giver gratis retshjælp til ubemidlede.” Emma smilede. ”Men du skal vide, at det jo ikke er sikkert overhovedet, at en astrologisk konsultation vil give dig de svar, du ønsker.” Hun så prøvende på ham.
”Et eller andet svar er der vel. Vil du prøve?” Mark så forhåbningsfuldt på hende.
Emma tøvede et øjeblik. ”Jo, men det kan altså ikke blive en fuldstændig tolkning lige for indeværende, eftersom det tager tid, og vi er nødt til at tage af sted til Petersville ret snart.
Men vi kan da lige tage et kig…” Emma ryddede bordet umiddelbart foran sig for service og hentede derefter sin computer.
”Nej, vent lidt!” Marks ansigt var præget af en pludselig iver, og han rejste sig hurtigt fra bordet.
”Jeg kommer lige til at tænke på, at der jo faktisk er en måde, jeg kan betale dig for dit arbejde på, om ikke med penge, så ved at give dig noget af det, jeg kan. Øjeblik…”
Han forsvandt hastigt ind i gæsteværelset og vendte omgående tilbage, nu med sin let skrammede og medtagne guitar, som han bar i instrumentets hals med én hånd.
”Gudskelov tog min guitar ikke skade, selvom den fik en hård medfart i går.” Mark havde sat sig ved bordet på ny, idet han skubbede sin stol lidt ud for at give plads til musikinstrumentet.
Han anslog guitarens strenge og regulerede derefter stemme-skruerne.
”Vi to har været igennem meget sammen, ikke?” spurgte han blidt, mens han kærligt strøg over guitarens krop.
”Nej véd du hvad, du behøver altså ikke…” forsøgte Emma sig, men blev straks afbrudt.
”Selvfølgelig gør jeg det. Jeg insisterer! Noget for noget.”
Emma lænede sig med et lille suk tilbage i stolen og forberedte sig på at lytte i stilhed. Hun skævede hastigt til uret på væggen bag Mark. Nå, det fik være. Det hjalp absolut intet at stresse. Hun kunne lige så godt slappe af og nyde musikken, når nu situationen var, som den var.
”Det nummer, jeg vil spille for dig, er et af dem, jeg selv har skrevet,” meddelte Mark højtideligt og kastede et blik over på hende, før han koncentrerede sig helt om sit instrument.
Strengene blev hårdt og pludseligt slået an, så vibrationerne ekkoede gennem den lille stue, og i samme nu udstødte Mark et skrig, der fik Emma til at fare sammen i forskrækkelse. Hun indså hurtigt, at skriget ikke var af smerte, men en del af musikstykket, som Mark insisterede på at divertere hende med.
Dette første skrig, akkompagneret af hård guitarledsagelse, blev fulgt af flere rå brøl med en stemmestyrke, der virkede helt uforenelig med den tynde krop, de kom fra.
Mark hamrede løs på guitarens strenge, mens han udstødte disse langtrukne lyde, der gjorde det umuligt at bestemme hvad teksten egentlig handlede om. Hun fik dog indtrykket af, at det syntes at dreje sig om sangerens nød og elendighed, fremkaldt af uforstående omgivelser. Marks ansigt vred sig i pine og raseri, mens han brølede løs til det umelodiøse akkompagnement.
Emma havde sjældent hørt noget lignende. Det var forfærdeligt, næsten uudholdeligt. Den voldsomme lyd tordnede mod hendes trommehinder uden at give noget tilbage i form af rytme eller anden form for kompensation. Hun følte sig fanget – kunne ikke risikere at stoppe fingrene i ørerne for at dæmpe den forfærdelige støj. Det ville simpelthen være alt for sårende en gestus i forhold til det medmenneske, der nu sad med pinefuldt forvredet ansigt ved bordet overfor hende, fuldstændig opslugt af sig selv og sin musik.
Hun registrerede, at Stella oppe fra toppen af skabet fór sammen ved de første voldsomme lyde og lagde ørerne fladt tilbage, før hun som en lille sort skygge sprang ned på gulvet. Bumpet fra hendes lange spring gik tabt i den utrolige støj, og Emma så til sin forbløffelse den lille kat fare afsted mod hoveddøren – og mase sig gennem kattelemmen!
Det bekræftede til fulde, at Stella anså gæstens kunst som værende på linje med katastrofer som for eksempel forestående indespærring i transportkassen med henblik på besøg hos dyrlægen, og andre grusomheder.
Emma ønskede bare, at hun kunne følge Stella – om det så skulle være gennem kattelemmen! Men som den høflige vært og det medfølende menneske, hun nu engang var, måtte hun lide sig igennem musikstykket, som ikke syntes at ville tage ende.
Omsider, da hun næsten havde opgivet håbet om at bevare sin forstand – for slet ikke at tale om en normal hørelse – slog Mark en sidste voldsom akkord an, ledsaget af et langtrukkent vræl, før han nydelsesfuldt lod ekkoet tone bort. Han rettede sig op i stolen, satte guitaren på gulvet, støttende mod bordet, og sendte et forventningsfuldt blik over bordet mod sin værtinde.
”Dette nummer spillede jeg på et tidspunkt for en gammel fisker nede på havnen. Han græd! Tænk engang, en stout gammel fisker med tårerne løbende ned ad kinderne – på grund af min musik.”
Mark sendte hende et triumferende blik.
”Ja, det er forståeligt.” Emma valgte sine ord med omhu. På den ene side ville hun ikke ligefrem lyve. På den anden side ville hun helst ikke såre Mark. Og samtidig ville hun for enhver pris undgå, at han opfattede hendes ord som så rosende, at han insisterede på at give et da capo.
”Det er længe siden, jeg sådan virkelig har sunget igennem uden at passe på min stemme. Jeg har nemlig haft nogle problemer med hæshed det sidste halve årstid. Resterne af en forkølelse, der trækker ud, tror jeg. Så jeg har været nødt til at spare lidt på stemmen, men det var skønt bare at give los for en gangs skyld!” Marks øjne strålede.
”Ja, det kan jeg godt sætte mig ind i. Og tak for sangen. Men nu må vi hellere komme videre, hvis du skal nå at få den vare, du har købt med din musik, ikkesandt?” Emma smilede forsigtigt.
”Vi er nemlig nødt til at tage af sted til Petersville ret snart, og vi skulle lige nå at kaste i hvert fald et blik på dit horoskop, ikke? Nu du ovenikøbet har betalt forud, så at sige.” Hun smilede til sin gæst, et fuldstændig ærligt smil – af lettelse over at prøvelsen syntes at være overstået.
Mark nikkede beredvilligt, og hun hentede sit astrologiprogram frem på computeren.
”Kender du dit nøjagtige fødselstidspunkt? Og jeg skal selvfølgelig osse bruge dagen og stedet, du blev født?”
Mark gav de relevante oplysninger, mens Emma tastede hans data ind og trykkede enter.
I det øjeblik, Marks horoskoptegning viste sig på skærmen, var der noget, som umiddelbart sprang hende i øjnene.