Kapitel 3

Der var mange mennesker på caféen, hvor hun havde aftalt at mødes med Abigail, konstaterede Emma ved et kig ind gennem ruderne.
Hun havde haft rig lejlighed til at fortryde sit løfte om mødet i løbet af den times tid, hun havde tilbragt i bilen på vej herind.
Havde sneglet sig gennem trafikken i storbyen, hvor hun kunne have tilbragt dagen i sin dejlige have i den fri natur, med blomster, skove og bjerge i horisonten, og ikke et menneske i flere kilometers omkreds.
Nå. Emma sukkede. Et løfte var et løfte, osse selvom det var blevet afpresset én. Og en lille trøst var det da, at caféen lå så smukt på promenaden ud mod havet, som i dag var stille og solbeskinnet.
Emma tog et tag i sig selv, åbnede døren og trådte indenfor. Selvom der var mange gæster, fik hun hurtigt øje på Abigail, der havde rejst sig halvt fra sin stol ved et bord nede ved endevæggen og vinkede ivrigt til hende: “Emma – her!”
Emma præsterede en halvvejs vinken og gav sig til at zigzagge mellem bordene ned til Abigail og den kvinde, hun sad sammen med.
Isabella Garcia var omkring de 30 år, konstaterede hun, smuk, med mørkt, bølget hår, et smalt yndefuldt ansigt og store mørke øjne, hvis omgivelser i øjeblikket var hævede af gråd.
Hun rejste sig fra sin stol og strakte en hånd frem: “Isabella,” præsenterede hun sig. “Og du må være Emma. Det er utroligt sødt af dig at komme den lange vej.”
“Jamen naturligvis.” Emma blev helt forlegen ved tanken om, hvor stor lyst hun havde haft til at vende om undervejs – tilbage til den solrige fred ved bjælkehytten.
Bænket ved bordet, som det var lykkedes Abigail at holde fri for andre gæster, bestilte Emma en kop te og et par biskuits hos servitricen, der materialiserede sig ud af folkemængden.
“Havde du en god tur herind?” Abigail bøjede sig spørgende ind over bordet. Hendes lille runde ansigt med de altid ivrige blå øjne var omkranset af et frodigt lyst hår, som hun i dag havde forsøgt at tøjle ved at sætte det op på hovedet med et par spænder. Resultatet var så som så – en del lyse totter havde revet sig løs og indrammede ansigtet. Nærmest som en beskrivelse af Abigail selv – for ivrig til at kunne tøjres, tænkte Emma med et kærligt smil til veninden.
“Jo tak, udmærket. Trafikken var manérlig, og vejret er jo helt fint,” konstaterede hun let, før hun vendte opmærksomheden mod den mørke Isabella.
“Det gør mig virkelig ondt for dig”, sagde hun stille.
Isabella bøjede hovedet, dels i anerkendelse af kondolencen, dels for at skjule de tårer, som nu igen var på vej.
“Har du lyst til at fortælle mig, hvad der skete?”, tilføjede Emma sagte.
“Jah. Min søster er blevet dræbt. Min lillesøster. Hun var to år yngre end mig. Ja, altså, hun var 28,” begyndte Isabella langsomt.
“Hun blev myrdet, da hun var på vej hjem fra arbejde en sen aften for tre dage siden. Hun…”Isabella holdt inde et øjeblik for at blive herre over sin bevægelse.
“Hun blev tævet ihjel, fik slået hovedet i stykker, da hun var på vej gennem parken dérovre.” Isabella gjorde en vag, ubestemt bevægelse med hånden for at illustrere, at ‘dérovre’ var længere inde mod byen i forhold til kysten.
“Véd man noget om, hvorfor? Altså hvad motivet kan have været?” spurgte Emma forsigtigt.
“Nej, det er jo det! Politiet har ingen som helst spor at gå efter, siger de. Indtil for nylig boede hun sammen med en voldelig kæreste, Brian, som hun var bange for. Hun flygtede fra ham og boede en tid på et krisecenter for kvinder, indtil hun fik sin egen lejlighed. Nåja, lejlighed, det er en étværelses med tekøkken og bad, men den var da hendes egen, og så lå den bekvemt i forhold til alting. Hun kunne gå til og fra arbejde, som…”
Isabella tav et øjeblik mens hun kæmpede med sine følelser.
“Er der fundet noget DNA?”, spurgte Emma forsigtigt.
“Nej! Politiet siger, at stedet, hvor Sophia blev fundet, overhovedet ikke viste tegn på, at der havde været andre. Hvis de kunne komme afsted med at sige, at det er hende selv, der har slået sig ihjel ved at slå sig i hovedet gentagne gange med noget tungt, så gjorde de vel det!”
Isabellas øjne flammede, og hun stampede vredt med en fod i gulvet.
“De sydlandske slægtled fornægter sig ikke,” tænkte Emma. “Men hidsigheden er da bedre end magtesløsheden.”
“Undskyld”. Isabella slog øjnene ned et øjeblik. ” Men det er bare så… så…”
“Ja, det er frygteligt. Forfærdeligt.” Emma tog medfølende den unge kvindes hånd og gav den et klem.
“Har politiet talt med Brian – æh, din søsters ekskæreste?” spurgte hun.
“Åh ja. Men han har et alibi for den aften – var sammen med vennerne, hedder det sig. Kender jeg Brian ret, kunne han nemt have købt sig til et alibi. Han var jo åh så sød og blid og forelsket. Men da han så havde fået min søster til at flytte sammen med sig, viste han et andet ansigt. Han tævede hende for et godt ord, hver gang han var utilfreds. Og det var han til sidst konstant. Bildte sig ind, min søster havde andre fyre.”
Isabella udstødte et vredt prust.
“Som om hun kunne drømme om sådan noget! Og efter at Sophia var flyttet fra ham – nåh ja, ‘flygtet’ dækker bedre, hvad der skete – så passede han hende op flere gange, ventede på hende, når hun fik fri fra arbejde, især på aftenvagterne. Det kunne virkelig ligne Brian at gå sådan helt amok og tæve folk ihjel.” Isabella rodede et øjeblik i sin taske og fandt hurtigt et lille lommetørklæde, som hun dækkede øjnene med.
“Men politiet må da have undersøgt hans alibi, siden de mener at kunne udelukke ham?” mente Emma og tilføjede:
“Er der ikke andre mistænkte – andre mennesker, der kan have haft et motiv?”
“Sophia var vellidt af alle, hun kom i kontakt med,” indskød Abigail fra den anden side af bordet. “Hun var en meget blid person, venlig overfor alle. Måske en lille smule selvudslettende, især efter de forfærdelige oplevelser med Brian, fordi hun var nødt til at tækkes ham hele tiden for at undgå de store scener. Er det ikke rigtig, Bella?” Abby skævede over til veninden for se, om hun var ved at være OK igen til at overtage. Bella nikkede til hende, og Abby tog det som et signal, rejste sig fra bordet og tog sin taske.
“Nu I to har truffet hinanden, vil jeg forlade jer. Jeg véd af erfaring, at tolkning af et horoskop kan være en meget personlig ting. Såe… jeg trækker mig tilbage. Vi snakkes ved senere, ikke?” Hun kastede et blik, skiftevis til Isabella og til Emma. Begge nikkede bekræftende.

Efter at Abby havde forladt caféen, bestilte de to ved bordet mere te. Samtalen gik lidt trægt i starten, mens de følte sig ind på hinanden. Efter nogen tid mente Emma imidlertid, at det ville være i orden at nærme sig det emne, de var kommet for at tale om.
“Fortalte hun dig meget om sit liv – din søster? Var I meget tætte?”
“Ja, vi… vi var sammen stort set hver dag i fritiden, altså sådan i løbet af dagen. Og indimellem snakkede vi osse i telefon, når arbejdet tillod det.”
Isabella – eller Bella, som vennerne åbenbart forkortede det til – blev færdig med lommetørklædet og puttede det resolut tilbage i tasken.
“Og…?”
“Jo, men jeg syntes ikke, der var noget sådan… Ja, hun var blevet lidt nervøs efter det med Brian. Det er der jo ikke noget at sige til. Hun var begyndt at lide en lille smule af paranoia, syntes jeg. Talte indimellem om, at hun følte sig iagttaget, beluret. Og selvfølgelig gik hun ud fra, at det var Brian, der havde gang i et eller andet, men…”
“Men?”
“Jo, det er bare det, at Brian jo aldrig ligefrem har haft talent for at skjule sine motiver – eller sig selv, for den sags skyld. Så, som jeg sagde til hende, det måtte være noget, hun bildte sig ind, fordi hun havde været igennem sådan en voldsom periode. Men nu … lader det til, at hun havde ret. Hvis det altså ikke er én eller anden sindssyg psykopat, der slår tilfældige mennesker ihjel, sådan bare for sjov.” Isabella gøs.
“Og hvad mere er – nu føler jeg selv, jeg er ved at blive paranoid. Siden Sophias død har jeg meget ofte den her fornemmelse af… ja, som hun beskrev det… af at der er nogen, der holder øje med mig.”
“Jo, men det er jo ikke så underligt efter de voldsomme begivenheder, du har været ude for,” indskød Emma medfølende.
“Abby sagde i telefonen, at du gerne ville møde mig, fordi du mente, at jeg kunne hjælpe på én eller anden måde. Hvad tænkte du sådan rent konkret på i den forbindelse?”, spurgte Emma blidt mens hun gav den andens hånd et lille klem igen.
“Jo. Abby siger, du er astrolog. Og jeg tænkte, at du måske kunne se noget… et eller andet, som viser hvilken retning, man skal søge i for at finde den… den bestialske, modbydelige person.”
“Jo, men astrologien er jo ikke en eksakt videnskab. Den kan give fingerpeg om, hvilken periode af sit liv, man er inde i, og måske nogle forslag til, hvordan man kan arbejde med tingene for at komme hel ud på den anden side af en svær periode.”
Emma kunne have bidt sig i tungen i samme øjeblik – ‘komme hel ud!’ – hvad var det dog for noget vås at sidde og sige i sådan en situation. Men Isabella syntes ikke at have bemærket det uheldige ordvalg.
“Jaja da. Jeg kan da i hvert fald lige se på din søsters horoskop.” Hun fandt sin taske og fremdrog fra dens dyb sin bærbare computer, som hun altid havde med sig. Skubbede sit service lidt til side, så hun kunne placere computeren på bordet foran sig, og tændte den.
Hun fandt frem til sit program og skrev “Sophia – drab” og datoen for dødsfaldet.
“Hvad er din søsters fødselsdata, Isabella? Og fødselstidspunktet er nødt til at være ret nøjagtigt,” understregede hun.
Bella opgav de efterspurgte data, og af den flydende måde, det blev gjort på, konstaterede Emma, at det enten var noget, søstrene havde givet sig af med før – eller også at Bella var blevet instrueret grundigt af Abby, før hun havde kontaktet Emma.
“Så din søster var født i Jomfruens tegn,” konstaterede hun et øjeblik efter. “Var hun meget omhyggelig med tingene,” spurgte hun med et lille smil.
“Åh ja. Sophia kunne ikke få det ordentligt nok, var nærmest pertentlig, og hun var osse meget serviceminded,” mindedes storesøsteren vemodigt. “Det passede hende fint at være ansat et sted, hvor hun kunne hjælpe folk med alt muligt. Og så mødte hun jo osse så mange spændende mennesker.”
“Altså en ægte Jomfru-født,” smilede Emma kærligt og fortsatte et øjeblik med at taste ind.
Hun studerede den horoskoptegning, der viste sig på skærmen – nu også med transitterne aftegnet.
“Altså umiddelbart vil jeg sige, det er ret tydeligt, at der har været problemer i parforholdet for ikke så længe siden – men de spændinger er væk. Der er intet, der umiddelbart tyder på, at hendes ekskæreste har haft noget med overfaldet på din søster at gøre… ud fra en astrologisk synsvinkel. ”Emma kiggede op og kastede et hurtigt blik på Isabella, før hun igen koncentrerede sig om tolkningen af diagrammet på skærmen.
Var stille en stund med koncentreret rynkede bryn. Aha, her var vist noget… Sophias 12. Hus – området for hemmeligheder, underbevidstheden, skjulte fjender, havde været kraftigt aktiveret på dødstidspunktet… Blandt de mange transitter dannede planeten Pluto således en direkte opposition til Saturn i 6. Hus. Pluto – planeten for transformation, eller for døden, i spænding til skæbneplaneten Saturn, som stod i arbejdets og helbredets hus. Uranus for ‘pludselig’ og Neptun for uigennemsigtighed, løgn og bedrag, var også en del af hele spændingsfeltet. Alt i alt meget skæbnesvangert – som begivenhederne jo også havde vist.
“Havde din søster problemer på sit arbejde gennem den seneste tid?”, spurgte hun Isabella. ”Hemmeligheder eller noget af den slags – måske noget, hun var bange for, eller følte sig ubehageligt berørt af?”
Isabella blev fjern i blikket. Tænkte sig tydeligvis grundigt om. “Altså, hun var som sagt blevet en smule… ja, paranoid lyder forkert nu, her bagefter, hvor det jo har vist sig, at hun nok havde grund til at være bange. Det var sådan mest noget … ja, hvordan skal jeg beskrive det – mere en følelse af noget der truede, end det var konkrete ting.”
Emma nikkede. Ja, sådan måtte Neptuns indflydelse nok have virket i den konstellation – noget, der ikke rigtigt ville frem, men kunne anes, ‘noget’ som var en påtrængende fornemmelse.
“Og så, jae… hun følte sig osse vældig klodset, sådan mentalt, gennem den senere tid. Hun fortalte mig, at hun havde følt sig så umådeligt dum ved flere lejligheder.”
“Hvad skete der da ved de lejligheder?”
“Det jeg husker bedst, var, at hun fortalte, hun ved en lejlighed var faldet i staver, mens hun var inde hos en gæst som etage-tjener. Hun blev ved at vende tilbage til det, fordi hun syntes, hun havde opført sig så utroligt dumt og indiskret. Hun sagde, at hun havde stået og nærmest gloet på gæsten i, hun vidste ikke hvor lang tid.”
“Sagde hun noget om, hvad der fik hende til det?”
“Njaeh – hun var simpelthen noget fraværende i den periode. Og så sagde hun, at hun havde syntes, der var noget bekendt over den gæst, og … ja, så faldt hun altså i staver. Det gjorde naturligvis gæsten en lille smule irriteret, og det blev ikke bedre af, at han så rigtig godt ud, fortalte Sophia. Hun blev så ærgerlig på sig selv ved tanken om, at han måske troede, hun opfattede ham som en slags Adonis, en Guds gave til kvinderne – og den slags var hun jo mildt sagt ikke interesseret i efter den historie med Brian.” Isabella så ned for sig.
“Nej. Det er klart.” Emma var eftertænksom et øjeblik.
“Sagde din søster på det tidspunkt noget om, hvordan manden så ud, altså som en slags signalement?”
“Næh. det gjorde hun faktisk ikke. Bare at det var på den etage, hvor hun var tjener – det vil sige fjerde etage. Tror du, der er en sammenhæng mellem…?”
Isabella spærrede øjnene op.
“Det kan jeg naturligvis ikke sige. Som jeg nævnte, så er astrologien ikke en eksakt videnskab. Men jeg synes, du skulle gå til politiet og fortælle det, du har fortalt mig nu. Eftersom der er så få spor at gå efter, var det da nok værd at gå grundigt til værks,” mente Emma, og tilføjede straks:
“Men jeg ville nok lade være med at sige, at det er en astrolog, der har fået dig til at tænke på den episode. Min fornemmelse siger mig, at politiet ikke er de fremmeste beundrere af Universets gåder…” hun smilede ironisk.
“Du kan jo bare sige, at du er kommet i tanker om, hvad din søster fortalte dig, og at du ikke havde tænkt på det tidligere som noget vigtigt – men da der nu ikke synes at være nogen spor…” tilføjede hun.
De bestilte hver en kop te mere og sad og snakkede videre nogen tid, indtil Emma kastede et blik ud af vinduet og konstaterede, at hun hellere måtte se at vende næsen hjemad. Tiden var gået en hel del hurtigere, end hun havde lagt mærke til.
“Jeg må vist tænke på at komme afsted. Det bliver snart mørkt, og jeg har en lang køretur foran mig,” sagde hun.
“Åh, jeg er ked af at du skal køre så langt, og at du i det hele taget har haft så stor ulejlighed. Men jeg er dig dybt taknemmelig for, at du tog dig tid til at tale med mig.” Isabella rakte en hånd frem til farvel.
Emma ignorerede hånden og lagde i stedet armene om den unge kvinde, gav hende et varmt kram.
“Ikke noget at takke for. Det er jo heller ikke sikkert, det er nogen hjælp, når det kommer til stykket. Men jeg har været glad for at møde dig. Og pas nu godt på dig selv. Du tror det ikke nu, men du kommer igennem dette her. Ring til mig og lad mig vide, hvad der sker, og om der er noget i øvrigt, jeg kan hjælpe dig med.”
Hun slap Isabella og fiskede et visitkort frem fra sin taske. Rakte det til Bella, som taknemmeligt tog imod det.
De fulgtes ad ud til parkeringspladsen, hvor de igen tog afsked, før Emma satte sig ind i sin bil og med en sidste vinken bakkede ud og kørte.
Det sidste glimt af Isabella gennem bakspejlet var den unge kvinde, der stod og vinkede til hende i det tiltagende tusmørke.

Morderen lagde avisen fra sig på cafébordet, smed nogle dollars på den rødternede dug sammen med drikkepenge og skridtede hurtigt mod døren.
Jaså. Hans indskydelse om at følge efter søsteren havde altså været rigtig. Ellers havde han ikke fået mulighed for at overvære dette interessante møde mellem de tre kvinder.
Han rynkede brynene let, mens han igen så kvinderne for sit indre blik: Den mørke søster, det lyse sludrechatol, som ret hurtigt havde forladt bordet, og så den lille brunette, som tryllede med begivenheder på en computerskærm. Aldrig havde han da troet, at han skulle føle sig truet af en… en stjernetyder, for himlens skyld. Men hendes følgeslutninger og spørgsmål havde været lidt for skarpe – for hendes eget bedste.
Og hendes råd til søsteren om at henvende sig til politiet med sin lille historie… det lovede bestemt ikke godt. Pokkers osse!
Signalement – sådan et kunne hurtigt fremskaffes, hvis man begyndte at rode lidt for meget i, hvilke gæster der havde boet på hotellets fjerde etage i perioden. Godt at hans gamle fag havde gjort ham så dygtig til at maskere sig.
Cafédøren faldt i efter ham, mens han spejdede ud over parkeringspladsen. Ja, der stod hun så, den mørke, og vinkede farvel. Hvor passende…