Kapitel 4

Kevin var i færd med at tage en jakke på, da et lysglimt og svag motorstøj nede fra pladsen foran autoværkstedet fik ham til at kaste et blik ud af vinduet.
Han stivnede. Hva’ fanden…? Politiet? Hvad ville de her? De kunne da ikke have fået mistanke om…
Han slukkede lyset i stuen og stod halvt skjult bag gardinet, mens han spejdede ned på gårdspladsen.
En betjent steg ud og gik om og åbnede bagdøren. Til hans forbløffelse var passageren, der steg ud… Kristin??
Hun så forpjusket og forgrædt ud. Den kvindelige betjent, der havde kørt hende, sagde et eller andet, og i det samme kørte endnu en bil ind på pladsen: Den gamle Ford, Kristin plejede at køre i.
Da den standsede, steg en mandlig uniformeret betjent ud, og de tre vekslede tilsyneladende et par ord, mens de så op mod vinduet. Han trådte lidt væk fra vinduet, men konstaterede så, at de alle tre vendte sig mod indgangen, hvor trappen førte op til lejligheden.
Når Kristin var med, kunne han ikke lade, som om han ikke var hjemme, eftersom hun selv havde nøgle.
Han tog et par hurtige skridt hen mod døren og tændte lyset igen, men beholdt jakken på.
Et øjeblik efter gik døren op, og Kristin trådte ind som den første, tæt fulgt af de to uniformerede betjente – kvinden og en mandlig kollega.
”Hvad i alverden…?” udbrød Kevin, som om han ikke havde set trekløveret ankomme og nu blev umådeligt forbavset over Kristins følge.
”Ja, du må undskylde, men altså…” Kristin gjorde en vag bevægelse med hånden mod de to politifolk.
Hende, der havde kørt Kristin, trådte frem og præsenterede sig. ”Mit navn er Natalie Welch, og dette er min kollega, Gary Howell,” meddelte damestrømeren. ”Vi kommer fra politiet i Petersville. Din kæreste har været ude for en grim oplevelse, så vi skønnede det bedst, at hun ikke selv kørte bilen hjem.”
Kevin var ét stort spørgsmålstegn.
”Hvad er der sket?” spurgte han.
”Hun vil nok selv forklare dig detaljerne senere,” mente Natalie Welch, ”men vi har et enkelt spørgsmål til dig først. Det drejer sig om en episode på landevejen vest for Petersville. Dér er to mennesker kommet ud for noget… dramatisk, og Kristin har forklaret, at hun genkendte deres vogn som identisk med én, der besøgte autoværkstedet her tidligere på dagen. Navnene på de to personer i bilen er Carl Sims og Juan Padilla. Siger det dig noget?”
”Ikke spor. Altså, der var to fyre her tidligere, som kørte i en mørk Hyundai. De var meget lettede over, at der stadig var nogen her, for deres olielampe var begyndt at blinke, og de havde lang vej hjem. Så jeg kom lidt olie på deres bil. Hvad er der sket, siden politiet udviser så stor interesse?”
”Det kan jeg ikke komme nærmere ind på nu. Vi siger foreløbigt tak for din hjælp. Kriminalpolitiet vil kontakte dig for flere spørgsmål senere, men vi vil trække os tilbage for nu. Din kæreste trænger stærkt til din omsorg.”
Natalie Welch nikkede venligt, og hun og kollegaen trak sig tilbage mod døren.
Kevin bød dem høfligt farvel og blev stående med døren åben, indtil de to betjente nåede ned til indgangen og lukkede sig ud.
Så vendte han sig og lukkede døren ud til trappen med et skarpt smæld.
”Og må jeg så får at vide, hvad du nu har rodet mig ud i?” Han plantede hænderne i hofterne og stirrede rasende på Kristin.
”Jeg… ingenting. Jeg kom kørende, og så holdt den dér bil halvvejs nede i grøften. Der var ikke andre, så jeg stoppede for at se, om jeg kunne hjælpe. Da jeg så kom nærmere, genkendte jeg bilen fra i eftermiddags, og jeg så at den…”
Kristin skjulte ansigtet i hænderne og kom til at græde ved mindet. ”Den var fuld af skudhuller. Og da jeg krøb ned i grøften for at se, om der var nogen i den… åh nej altså. De sad derinde, de var døde. Og der var så meget blod og…” hun brød af med en hulken.
”Men hvordan gik det til, at du fortalte politiet at jeg kendte dem? Kunne du ikke bare være kørt din vej og have ladet som ingenting? Det kom da ikke dig ved…”
”Lade som ingenting? Jamen… det kan man da ikke!” Kristin så op på ham med et tårestrimet ansigt. Blikket var stivnet i chok over det helt utroligt ufølsomme forslag.
”Nej, men du var fuldt ud i stand til at rode mig ind i det. Årh, din store idiot. Dit forpulede, store skideskur!”
Knytnæven dukkede op med en pludselighed, der gjorde det umuligt for Kristin at afværge slaget.
Det ramte hende med fuld kraft ved venstre øje og sendte hende baglæns ind over spisebordet.
Smerten var ulidelig, og hendes syn flimrede. Hun kunne dog stadig skimte Kevin, der stod parat til at følge det første slag op med flere.
Noget indeni hendes hoved eksploderede. Om det var følgen af de stadige chok, aftenen havde budt på, års ydmygelse og underkastelse – eller noget helt andet, som havde besat hende – gav hun sig ikke tid til at overveje.
Før hun nåede at tænke over det, havde hun rullet sig sidelæns ned fra sin halvt liggende stilling over bordet og kom på benene i ét nu.
Hendes ansigt var en forvreden maske af raseri, blodet løb fra næsen og ned på hendes bluse, og det venstre øje var halvt lukket.
Uden forudgående advarsel trådte hun hen foran Kevin og langede ham et slag ud med knyttet næve. Raseriet gjorde kraften i slaget så voldsom, at det væltede ham omkuld. Han gik i gulvet, og i faldet ramte hans hoved kanten af en kommode.
Sekundet efter lå han på gulvet, våndende sig af smerte, mens han tog sig til hovedet med begge hænder.
Kristin så koldt ned på ham, stadig besat af et raseri, hun aldrig havde anet sig i stand til at mønstre.
”Hvis du synes, jeg er så vældig stor – skulle du måske udvise lidt mere respekt. Din lunkne sæk lort! Det ku’ jo være, jeg fandt på at sætte mig på dig. Tænk lige over det!”
Hun ledsagede bemærkningen med et afsluttende spark mod den liggende skikkelse, og Kevin udstødte et skrig og forsøgte at rulle væk.
Kristin, stadig dirrende af raseri, vendte om på hælen og gik ud på badeværelset, hvor hun i spejlet studerede skaderne i sit ansigt.
Hun fandt en ren klud frem og vaskede forsigtigt sårene med koldt vand. Med hovedet lagt bagover og ved hjælp af det kolde vand fik hun standset næseblodet, hvorefter hun forsigtigt duppede den beskadigede hud.
Hun konstaterede, at blusen var indsmurt i blod, og forlod badeværelset for at hente en ren i skabet i soveværelset. Undervejs gennem stuen konstaterede hun, at Kevin stadig lå på gulvet. Han havde fået slemme knubs, men hans højlydte jamren fortalte, at han i høj grad var i live.
Efter at have skiftet bluse fandt hun i en skuffe et par store solbriller og tog dem på i håb om, at de ville skjule skaderne nok til, at hun ikke ville vække alt for megen opsigt.
Så tog hun en taske og fyldte den med skiftetøj. Øverst lagde hun pung og kørekort.
Til sidst kastede hun et blik rundt i værelset, som en slags en afsked til de drømme om et godt liv, hun havde haft, da hun og Kevin flyttede ind her for mindre end et år siden.
Hun vidste ikke, hvad hun nu skulle stille op. Men ét eller andet ville vel vise sig.
Med tasken over skulderen forlod hun soveværelset. Da hun skred gennem stuen på vej ud, tilkastede hun sin nedlagte kæreste et koldt blik.
Han stirrede på hende fra sin liggende stilling, mens han krøb sammen. Han vovede ikke at henvende sig til hende, denne furie, som hans tidligere så forsagte og lydige kæreste havde forvandlet sig til.
Kristin smækkede døren bag sig, da hun gik, og han hørte hendes trin ned ad trappen og øjeblikket efter yderdøren, der blev lukket med et bestemt smæld

Kevin kom bandende og jamrende op på knæ, og derfra lykkedes det ham at rejse sig op. Det her havde han ikke set komme. Aldrig!
Trods smerterne erkendte han, at han var kommet i en farlig situation, som intet havde at gøre med de øjeblikkelige kvæstelser. Han måtte handle omgående!
Ved at støtte sig til bordet fik han kantet sig ud på badeværelset. Han våndede sig ved det syn, der mødte ham i spejlet.
Nå, der var ikke tid til at gøre så meget ved det. Bare tørre det værste blod væk, og så måtte han afsted.
Endnu mens han duppede ansigtet forsigtigt med et håndklæde, fandt han sin mobil frem og tastede et nummer.
”Ja? Det er Kevin. Du, der er sket noget uventet. Vi bliver nødt til at mødes tidligere end aftalt. Om en halv times tid? Jeg tager varerne med, og så må du overtage. Er det i orden?”
Efter at have fået bekræftelse afbrød han sin mobil, tog et sæt bilnøgler fra en skuffe og gik ud af døren, som han låste bag sig.
Til sin lettelse mærkede han kræfterne begynde at vende tilbage. Der var stadig hovedpine og en del ømhed forskellige steder, men ikke mere end at han kunne klare sig.
Nede på gårdspladsen låste han porten ind til værkstedet op og begav sig hen i den fjerneste ende, hvor der stod et gammelt udtjent vrag af en bil.
Mester havde givet ham lov at sysle med den i sin fritid. Ikke fordi han regnede med, at den nogensinde skulle ud at køre igen, men fordi han mente, det kunne more Kevin at reparere på den og samtidig lære ham en del. Det var Kevin enig i. Han havde faktisk været glad for at være her.
Vemodigt kastede han et blik rundt i værkstedet. Så åbnede han bagdøren på den udtjente bil, bøjede sig ned og løftede bagsædet.
Fra rummet under sædet trak han en sportstaske ud og slængte den over skulderen. Derefter forlod han det store rum, låste porten og begav sig hen til den bil, han som ansat fik lov at låne.
Efter at have presset tasken ned ved reservehjulet i bagagerummet lukkede han bagsmækken og satte sig ind på førersædet.
Mens han iførte sig sikkerhedsselen, tog han påny sin mobil frem og tastede et nummer.
”Det er mig. Ja, Kevin! Du, jeg må have hjælp omgående. Nu, i aften. Der er indtruffet en nødsituation, mildt sagt, og jeg er bange for, at de lokale strømere snart er på sporet af mig.”
Han lyttede et øjeblik. ”Nej, det kan ikke vente. Nu skal jeg kort ridse op for dig, hvad der er sket.”
Han gengav det, de to politifolk havde fortalt ham og tilføjede Kristins version af begivenhederne.
”Så du kan nok se, at jeg er i klemme: Dels fordi politiet retter søgelyset mod min person. Og dels fordi Organisationen givet vil tro, det er mig, der har overfaldet deres to repræsentanter. Det sætter mig i livsfare! Du bli’r nødt til at hjælpe mig. Du lovede…”
Stemmen i den anden ende sagde nogle beroligende ord.
”Så sent? Og helt inde i City? Kan du ikke hente mig herude?… Nå, okay. Jamen, så siger vi det. Vi ses så om nogle timer. Jeg har lige et enkelt nødvendigt ærinde først.”
Kevin afbrød forbindelsen og lagde telefonen på passagersædet, før han startede motoren og svingede ud på vejen.
Han havde sikret sig, at såvel for- som baglygter var i orden, og at bremselyset fungerede fuldt korrekt. Ingen grund til at blive standset på grund af en eller anden tåbelighed, formanede han sig selv, mens han kørte afsted, hurtigt, men med stor forsigtighed og uden på noget tidspunkt at overskride fartbegrænsningen.
Knap en halv time senere nåede han en gammel lade, en stor faldefærdig bygning, der lå et godt stykke inde på en mark.
Han svingede op ad den bulede markvej, der førte op til bygningen, og blev lettet da han så, at hans kontakts bil allerede holdt bag ved laden.
Han standsede og slukkede motoren, og i det samme trådte en høj, kraftigt bygget mand ud fra ladens skumle indre.
Kevin steg ud og gik ham i møde.
”Hvad skyldes det pludselige hastværk?” ville manden vide.
”Årh, ikke noget som vil berøre jer. Det er mere noget… personligt.” Kevin tog sig til det ene øje, som nu var kraftigt hævet.
”Jaså. Problemer med fruen i huset, måske?” Manden foran ham klukkede af latter.
Du skulle bare vide… ”Nåh, det her – nej, jeg var såmænd bare klodset og snublede i tæppet. Var så uheldig at ramme hjørnet på en kommode.”
”Nå, men nu vi er her, må vi hellere få vores lille transaktion overstået. Har du varen?”
”Jeps, lige her!” Kevin gik hen til sin bil og åbnede bagsmækken. Fra dybet af rummet fremdrog han sportstasken og rakte den til kureren.
Transaktionen var delt op, så de samme personer ikke på én gang var i besiddelse af både varerne og betalingen. Derfor betalte køberen forud og fik først varerne nogle timer senere.
Sådan fungerede det ikke i City, men systemet virkede udmærket herude. Det havde tillige den fordel, at flere forskellige personer var involveret. Dermed blev transaktionerne mindre iøjnefaldende, fordi det ikke hele tiden var den samme person, som var i aktivitet.
De to kurérer hilste kort hinanden farvel, før de satte sig ind i hver sin bil og kørte ned ad den bumpede markvej.
Ved landevejen skiltes de og kørte i hver sin retning.

Kevin satte kurs mod highwayen og City. Han tillod sig at give lidt mere gas, end han havde vovet, mens han stadig havde varerne i bilen.
Han blev aldrig direkte involveret i, hvad det egentlig var, han transporterede. Men af forskellige bemærkninger havde han stykket sammen, at det denne gang drejede sig om formentlig omkring 10 kilo kokain. Under alle omstændigheder havde man ikke lyst til at blive standset af en færdselspatrulje, som måske fik lyst til at undersøge vognen nærmere.
Lettet sank han lidt tilbage i sædet, mens bilen nærmede sig highwayen. Om en times tid ville han være i City på det aftalte mødested. Og med lidt held ville han få hjælp til at komme ud af den fastlåste situation, han havde befundet sig i alt for længe.
Havde han kunnet gå tilbage og gøre det hele om, ville han have gjort det. Men det var umuligt. Det var startet med drømmen om hurtig rigdom: Han havde ladet sig friste ved spillebordene til alt for høje indsatser, han slet ikke havde råd til.  Desværre udeblev den store gevinst. I stedet fik han besøg af en grov rockertype, der fremsatte forskellige forslag til, hvad han, Kevin kunne komme ud for, hvis han ikke betalte sin gæld. Man havde ellers været mere end villig til at låne ham, igen og igen.
Først for sent var det gået op for ham, at det var en kriminel organisation, der stod bag. Alt for sent.
Da han ydmygt havde forklaret rockertypen, at han ingen penge havde, fik han stillet et andet forslag: Han kunne gøre sine kreditorer en tjeneste ved at køre et par ærinder for dem nu og da. For hvert ærinde ville der blive skåret noget af det beløb, han skyldte. Alternativet var smertefuld lemlæstelse – eller det, der var værre.
Sådan startede han som en slags kurér for en stor narkoorganisation. De gav ordrer, han adlød.
Det havde været håbløst fra starten, og han indså snart, at han var fanget i en fælde. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at han var viklet ind i ulovligheder, at det sandsynligvis drejede sig om store partier narkotika, og at han stod til en lang fængselsstraf, hvis han blev taget. For hvis han på noget tidspunkt forsøgte at slippe udenom ved at sladre om organisationen, ville han samtidig underskrive sin egen dødsdom.
Han forsøgte sig igen med spil – og tabte. Situationen blev værre.
Indtil den så kulminerede nu i aften, hvor han indså, at han var i livsfare. Og det på grund af omstændigheder, han ingen indflydelse havde haft på.
Alligevel var han var den første, organisationen ville mistænke for at stå bag drabet på deres to udsendinge.
I sin analyse gik Kevin ud fra som en selvfølge, at den, der havde skudt de to bandemedlemmer, havde gjort det for pengenes skyld, og at de var væk.
Lige så indlysende var det, at organisationen ville tro at det var ham, Kevin, der stod bag. For hvem ellers kendte til, at de to ville befinde sig på landevejen med en masse penge – på netop det tidspunkt?
Han havde ingen idé om, hvem der i virkeligheden stod bag. Men han vidste stensikkert, at den forklaring ville man ikke tro på inde i City. Hvis han ikke kom væk omgående, før nyheden nåede Organisationen i City, var han så godt som død.
Han sukkede. Det var hans held, at han havde en kontaktperson, som ingen vidste noget om.
Denne mand kunne få Kevin til at ’forsvinde’ på mirakuløs vis, hvis faren blev for stor. Det måtte siges at være tilfældet nu.
Derfor kunne aftenens dramatiske begivenheder faktisk bidrage til at vende situationen til det bedre for ham. Han fik omsider chance for at blive sat fri af den misere, som nu havde låst ham fast i flere år.
Han havde aldrig haft lyst til at blive kurér for en narkobande. Han var blevet tvunget ind i det mod sin vilje. Og nu fik han muligheden for at komme ud af det – med livet i behold.
Den person, han var på vej ind for at møde, havde i sin tid lovet ham hjælp, hvis det skulle gå helt galt. Hjælp som betaling for det bidrag, han selv, Kevin, havde ydet ham.
Han tændte for radioen og nynnede sagte med på et gammelt popnummer, mens et lille smil så småt lejrede sig om hans mund.

Da Kevin en time senere svingede ned ad skovvejen lige udenfor City og kørte ned mod det aftalte mødested, kunne han i første omgang ikke få øje på sin kontakt.
Først da han kom nærmere, så han skikkelsen træde frem fra noget buskads lige før skovens begyndelse.
Kevin kørte hen mod ham og sagtnede farten yderligere, idet han kørte ind i kanten af den forholdsvis brede skovsti og standsede bilen.
Da han steg ud, fik han øje på sin kontakts køretøj: En stor motorcykel, som var stillet diskret, halvt i skjul af de samme buske, dens fører selv havde stået bag.
”Nå, så nåede du frem!” Skikkelsen i sort lædertøj kom hen mod ham. Hjelmen havde han i den ene hånd, og månen oplyste ansigtet og det venlige smil.
”Ja. Det var en stor lettelse, at du kunne møde mig så hurtigt. Jeg véd ikke, hvad jeg ellers skulle ha’ gjort.” Kevin gengældte smilet.
”Du ser lidt medtaget ud. Har du været ude for en ulykke?”
”Næh, bare et uheldigt fald. Det er det andet, der gør mig pissebange.”
”Jamen, så lad os se at få løst situationen. Kom med herhen et øjeblik.” Den læderklædte skikkelse trådte igen ind bag buskene og vinkede Kevin efter sig.
Nysgerrig på, hvilke løsninger, han ville blive vist bag buskadset, fulgte Kevin efter.
Personen foran ham vendte sig et øjeblik om mod ham og bemærkede: ”Se, landet ligger sådan, at…”
I en hurtig, glidende bevægelse trak han noget frem fra jakkens inderside – en mørk, kompakt genstand, som han rettede mod den unge mand.
Kevin troede et øjeblik, det var noget, manden ville vise ham, og skulle netop til at træde et skridt frem for bedre at kunne se genstanden, da salven fra den lille maskinpistol ramte ham i brystet og dræbte ham på stedet.
”… at du er blevet en klods om benet,” fuldførte den sortklædte sætningen.
Efter et kort blik ned på den dræbte trak han beklagende på skulderen. Så pakkede han sit våben ned i bunden af den ene af to motorcykeltasker, der hang over bagsædet. Det blev anbragt under forskellige beklædningsgenstande, pakket som til en længere tur, der krævede overnatninger.
Han forlod det relative skjul et øjeblik og skridtede hen mod den bil, Kevin havde parkeret i rabatten af skovstien, og åbnede bildøren for at kaste et blik rundt. Dér var mobilen… Han greb telefonen og tog den med sig, da han vendte tilbage til gerningsstedet. Her lagde han mobilen på jorden og fandt hurtigt en stor sten, som han gentagne gange smadrede mod telefonen, indtil den var helt ødelagt og skilt ad i mange smådele, som han samlede sammen med begge hænder og puttede i lommen på sin læderdragt. Han ville skille sig af med dem enkeltvis i forskellige skraldecontainere undervejs. Det kunne være problematisk, hvis man under efterforskningen fandt de numre, Kevin havde kontaktet.
Derefter tog han sin beskyttelseshjelm på og trak sit køretøj ned fra støttefoden, skrævede over sadlen, gav gas og kørte roligt fra stedet.
På et tidspunkt ville liget selvfølgelig blive fundet.
Endnu et gangstermord. Ak ja.
Motorcyklisten smilede let bag hjelmen, mens han nåede hovedvejen og satte farten op.