Kapitel 4

”Vi skal lige et smut forbi Abbys arbejde,” meddelte Hank, mens han satte blinklyset til og svingede ind på parkeringspladsen foran en af Citys høje bygninger.
”Hun sagde, at hun jo lige så godt kunne købe ind og gå i gang med maden – ja, nu jeg ikke kunne sige noget helt præcist om, hvornår vi var færdige med at tale med afdødes veninde. Så vi aftalte at jeg kom forbi med nøglen til huset,” uddybede han.
”Jaså. Du har med andre ord fedtet dig så tilpas ind hos Abby, at du regner med, hun laver alt arbejdet?” Dwayne hævede ironisk et øjenbryn fra sin plads i passagersædet.
”Nåh, næh, det vil jeg nu ikke sige. Men det er da hyggeligt sådan at stå og lave tingene sammen, ikke?” Hank tilkastede vennen et spørgende blik og svingede i det samme ind i en parkeringsbås.
”Jeg er tilbage om et øjeblik,” tilføjede han, idet han steg ud af bilen, skråede over til et par store glasdøre i bygningens indgangsparti, og forsvandt.
Han kom tilbage et par minutter senere med glød i kinderne og glans i øjnene.
”Hun er nu en fantastisk kvinde, Abby. Vil du tænke dig, hun har planer om at lave forloren hare med brunede kartofler som tilbehør!”
”Hun har planer… var det ikke os, der skulle lave maden?” Dwayne tilkastede vennen et inkvisitorisk blik.
”Jo, æh, selvfølgelig. Jeg har også sagt, at vi kommer så hurtigt, vi kan.” Hank smilede tilfreds, mens han kastede vognen ud i trafikken påny og satte kursen mod campusområdet.

Det var en bleg og stille Liza Roberts, der åbnede, da de to kriminalfolk bankede på døren ind til kollegieværelset, som hun havde delt med sin veninde, Charlotte Wright.
Hun bød dem stilfærdigt indenfor og spurgte, om de ville have en kop te.
De to gæster satte sig i en lille sofa, og Liza tog plads overfor dem i en lænestol.
”Jeg håber, du har det lidt bedre i dag?” Dwayne så på hende med sympati i blikket.
”Joh, det… Altså jeg kan stadig ikke fatte det – at Charlotte er væk. Det er frygteligt at tænke på, at hun er blevet slået ihjel derude, mens jeg sad her og ventede på hende med te. Jeg havde tigget og bedt hende om at blive hjemme, fordi vejret var rædsomt, men… ja, jeg havde jo ikke forestillet mig, at der var noget helt andet og meget mere forfærdeligt, der ventede. Har I fundet ud af, hvem der gjorde det mod hende? Åh, hvis bare hun var blevet hjemme den aften – så havde hun været her endnu.” Liza krøllede et lille gennemblødt papirlommetørklæde mellem hænderne. Hendes ophovnede ansigt og røde øjne fortalte om langvarig gråd og manglende søvn.
”Nej, desværre.” Hank slog ud med en stor lab. ”Og det er netop derfor, vi gerne ville tale med dig igen nu, hvor vi håber, det mest lammende chok ved nyheden har fortaget sig.” Han så venligt bedrøvet på hende.
”Du er som hendes nærmeste veninde nok den, der kender hende bedst og véd mest om hendes hverdag. Hvilke venner og uvenner, hun havde, om hun havde en kæreste…”
”Charlotte havde ingen uvenner, da ikke som jeg véd af. Hun var et venligt og hjælpsomt menneske, lidt stille af sig. Meget disciplineret, når hun havde sat sig noget for. Som nu for eksempel det med at overholde tiden for sin daglige løbetur.” Liza så eftertænksomt frem for sig.
”Og kæreste… jo, hun var begyndt at se én, en fyr der også går på universitetet her, og jeg havde indtryk af at det var ved at blive mere alvorligt imellem dem.
Han hedder Dylan og er en rigtig sød fyr, faktisk én af de mandlige studerende, som en hel del af pigerne sukker efter.”
”Har der været problemer mellem Charlotte og hendes kæreste på det sidste – som du véd af?”
”Næh. Tværtimod. Som jeg sagde, havde jeg indtryk af, det var ved at blive alvor mellem dem. Han har bl.a. præsenteret hende for sin bror. Ja, det var ikke sådan en meget formel præsentation, men i forbindelse med at Dylan havde inviteret hende ud og spise på en restaurant, som det viste sig, at han og broren ejede sammen.”
”Det må jeg nok sige. Så relativt unge mennesker, der ligefrem ejer en restaurant. Har familien penge?” Dwayne sendte hende et interesseret blik.
”Narh, Charlotte fortalte, at det var penge, deres far havde givet dem som lån. Faderen mangler vist ikke penge, men de er vokset op hos deres mor – forældrene blev skilt, da brødrene ikke var så gamle,” tilføjede Liza forklarende. ”Og Dylan fortalte Charlotte, at lånet nok nærmest skulle ses som en gave, en slags afbigt for at have svigtet sønnerne under deres opvækst – en omstændighed, broren er temmelig bitter over, forstod jeg. Men det er nu mest broren, der driver restauranten – han er kokke-uddannet. Dylan hjælper til, sådan, når hans studier giver ham tid til overs.” Liza sad eftertænksom et øjeblik, før hun tilføjede: ”Charlotte var meget forbavset over, så forskellige de to brødre var. De var diametrale modsætninger, sagde hun. Hun var ikke ret begejstret for Dylans storebror, Alex. Hun sagde, han var noget af en stud, selvglad og fordomsfuld.”
”Jaså. Og havde Charlotte noget at gøre med denne storebror – hvad var hans navn, sagde du?” Dwayne havde halet en lille notesblok og en kuglepen frem og noterede omhyggeligt brødrenes navne.
”Næh, det var kun den ene gang. Men… hvorfor er I så interesserede i Dylan og hans bror? Det er da ikke dem, der har gjort Charlotte noget – det er jo ham dér den modbydelige fyr, ham, aviserne har skrevet om – seriemorderen.”
”Narh, på dette tidspunkt af efterforskningen drejer det sig om at indsamle så mange oplysninger som muligt. Om den dræbtes hverdag, hendes omgangskreds, vaner og den slags.” Hank sendte hende et venligt smil.
”Det er muligt, at der er tale om et tilfældigt drab, noget der er sket spontant, fordi drabsmanden tilfældigvis mødte Charlotte. Men det kan man ikke afgøre så tidligt i efterforskningen,” tilføjede han.
Liza gøs. ”Vil det sige, at I tror, det kan være nogen, der kender Charlotte, og som er gået efter hende helt bevidst?”
”Vi véd det simpelthen ikke. Endnu.” Dwayne klappede sin notesbog sammen og puttede den i lommen.
”Men vi vil råde dig – og for den sags skyld alle andre unge piger i byen – til at være meget forsigtige, når I færdes ude, især efter mørkets frembrud. Det bedste vil være, ikke at færdes alene, indtil vi har fundet gerningsmanden.”
De to politifolk rejste sig og gav på skift Liza hånden.
”Tak for din ulejlighed. Og hvis du kommer i tanker om noget som helst, du vil fortælle os, så ring.” Hank fandt et visitkort frem og rakte det til den unge kvinde, som tøvende tog imod det.

Emma var stærkt eftertænksom, mens hun kørte gennem City mod kursuslokalet, som lå i den anden ende af byen i forhold til Dwaynes og Hanks lejede hus.
Hun spekulerede på den aftale, hun havde lavet med astrologi-kursisterne aftenen i forvejen – at de skulle tage Alex Blacks personlige horoskop som udgangspunkt i aftenens undervisning. Alex var ganske vist selv gået med til det aftenen i forvejen, da han var kommet med provokerende udtalelser, men Emma var ikke i tvivl om, at han udelukkende havde accepteret for ikke at tabe ansigt.
Hun havde gennemgået hans horoskop i timerne op til denne aftens undervisning, og nu var hun kommet i tvivl om det etisk korrekte i sådan et udgangspunkt – til trods for Alex’ accept.
Der var, som hun havde forventet, en afspejling af store problemer i hans horoskop, problemer, som han tydeligvis ikke havde bearbejdet endnu, hans arrogante opførsel taget i betragtning. Og de fleste mennesker var nu engang sådan indrettet, at de ikke brød sig om at få deres snavsede vasketøj udstillet i en større kreds. Ligesom det nok ikke var måden at få et menneske til at se ærligt ind i sig selv og få lyst til at gå i gang med at samarbejde sine mørkere sider med de mere positive aspekter.
Emma så for sit indre blik det problematiske horoskop: Sol i Vædderens tegn, hvilket jo gjorde ham til Vædder. Så vidt, så godt. Det kunne give en noget hidsig og opfarende person, men var samtidig pionerens tegn. Mange udmærkede mennesker – Hank, for eksempel – Emma smilede for sig selv, var født i det frembrusende forårstegn.
Som hun havde forventet, fremviste Alex’ horoskop imidlertid en del andre, noget mere problematiske aspekter. Planeten Saturn befandt sig ikke i selve Løvens tegn, men i Løvens hus, 5. hus. Det kunne antyde en disciplineret kunstner af en art. Men hos de fleste mennesker, som ikke havde fået indarbejdet Saturns egenskaber i deres personlighed, mærkedes planeten som en bremse i det livsområde, den var placeret i. Dette ’noget’, der gav en følelse mindreværd, angst, usikkerhed, begrænsning – og som derfor fordrede en kompensation. Løvens tegn, det skabende tegn, var dér, hvor man slog ud med armene og følte sig som kongen. Med Saturns placering her, eller i 5. hus, ville man, især hos et ungt menneske, kunne finde den opblæsthed og arrogance, indimellem en nærmest ulidelig tyrannisk opførsel, der udadtil skulle kompensere for mindreværdsfølelsen. Især hvis der var uheldige aspekter til andre planeter i horoskopet, og det måtte man sige var tilfældet her.
Der var andre foruroligende aspekter, som tydede på, at den hæmmede selvfølelse kunne udmønte sig i et voldsomt, skæbnesvangert raseri. Altså en vred, udad agerende personlighed. En spænding mellem planeterne Pluto og Mars, besættelse og vrede, ville kunne give sig særligt uhyggelige udslag. Og så var der naturligvis alle de øvrige, mildere aspekter, men det var jo slet ikke nok at undervise alene ud fra dem.
Spørgsmålet var – kunne hun som underviser forsvare at bruge Alex’ personlige horoskop som udgangspunkt, aftale eller ej?
Nej, besluttede hun med sig selv. Det ville svare til en udhængning, og det var der ingen, der havde fortjent, arrogant eller ej.
Hun spekulerede på, hvilken smutvej hun kunne bruge som undskyldning for at undgå aftalen fra i går. Nå, her ville hun være nødt til at spille efter gehør.
Lettet over at være nået frem til en konklusion, hun kunne leve med, svingede hun pickuppen ind på parkeringsarealet foran kursusbygningen og slukkede for bilens motor.

”I aften skulle vi begynde at se lidt på, hvordan horoskopet fungerer i det enkelte menneskes liv,” indledte Emma, efter at hun havde budt sine 12 kursister velkommen til den anden kursusaften.
”Ja – og vi aftalte at se på Alex’ horoskop!”
Emma så ud over forsamlingen. Den talende var en køn ung kvinde, der havde anbragt sig lidt bagude i klasselokalet. Hvad var det nu, hun hed…?
”Jo, Susan, det er rigtigt nok at vi kom ind på den mulighed i går. Men jeg véd ikke rigtigt… det er, alt andet lige, noget lettere, rent undervisningsmæssigt, at tage udgangspunkt i en kendt person, én om hvem man ved, at han eller hun har brugt sine potentialer, og mere konkret hvordan personen har brugt dem.”
”Jeg synes altså vi skal se på Alex’ horoskop. Medmindre han har fået kolde fødder. Har du, Alex?”
Susan Campbell sendte et udfordrende blik op mod Alex’ bord. Han vendte sig halvt om mod hende og studerede hende trevent et øjeblik.
”Nej, hvorfor i alverden skulle jeg dog have det?” spurgte han derefter i en tilstræbt ligegyldig tone.
Flere stemmer sluttede sig til et kor, der krævede, at man som lovet tog Alex som eksempel.
Emma sukkede. Jaja. Så måtte hun spille efter gehør og gå let hen over de dybere aspekter.
”Okay, så. Her kommer så horoskopet for en vis Alex Black.” Emma trykkede på et par taster, og et horoskop viste sig samtidigt på lærredet og på elevernes computere.
”Kig lidt på horoskopet i sin helhed med tanke på de ting, vi talte om i går: Horoskopets komponenter, hvordan de spiller sammen. Som I kan se, har Alex Solen i Vædderens tegn, hvilket gør ham til en Vædder, populært sagt. I husker, Vædderen er et af de tre ildtegn, og det siger lidt om et, skal vi sige, levende temperament.
”Altså enormt hidsig!” konstaterede Susan Campbell tørt fra sin plads længere nede i lokalet.
”Næh, ikke nødvendigvis. Men temperamentsfuld, ja. Og ofte foregangsmand, eftersom Vædderen er pionerens tegn.”
Emma gennemgik flere af planeternes placering i horoskopet og deres aspekter til de øvrige fødselsplaneter.
”Og her har vi den såkaldte skæbneplanet, Saturn, stående i 5. hus. Det er Løvens hus. Det symboliserer det livsområde, hvor vi er legebørn, er kreative. Ja, det er såmænd osse huset for romancer. Med Saturn i dette livsområde kan man forestille sig et menneske, der er beskæftiget på et af de kunstneriske områder, og som gør det på en disciplineret måde. Er det noget, du kan genkende, Alex?”
Emma smilede venligt ned til eleven, som stirrede fascineret på sit horoskop og lyttede til tolkningen som til biblens historie om den brændende tornebusk.
”Joh, det kan man godt sige. Jeg er kok og har min egen restaurant. I det fag er man nødt til at være både kreativ og disciplineret,” medgav han.
”Ja, det må man sige. Eftersom Saturn osse tit føles som en bremse, kunne man forestille sig, at du sommetider oplever problemer på det felt – er det rigtigt?”
”Ja, når maden brænder på!” foreslog et af de mere vittige hoveder blandt eleverne.
”Joh, der er da en række ærgrelser indimellem, det undgår man jo ikke i den branche. Men som du siger, med disciplin…” Alex havde fået et selvtilfreds smil om munden. Det var ikke så dårligt, det her.
Emma gennemgik hurtigt resten af hans horoskop uden at bevæge sig ind på nogen af de dybere og mere foruroligende aspekter, og efter kort tid havde hun afsluttet den meget overfladiske gennemgang.
Kursisterne så tilpas imponerede ud. Selv Alex viste nu en mere seriøs interesse. Hun besluttede at udnytte den positive stemning.
”Og nu vil vi så gå over til et andet horoskop, til et menneske, vi alle sammen har hørt om: John F. Kennedy, der, som I ved, blev dræbt ved et attentat i sin præsidentperiode. Der er mange myter om Kennedy, så lad os kaste et blik på hans fødselshoroskop og se, hvad han var for en slags menneske. I den forbindelse vil vi osse se på, hvad det var for planeter i transit, der særligt aktiverede hans horoskop den dag, han blev dræbt – den 22. november 1963.”
Mens Emma lod Alex’ horoskop forsvinde fra lærredet og erstattede det med den berømte tidligere præsidents, tænkte hun længselsfuldt på kursusaftenens afslutning. Det havde føltes lidt tungt i dag, og hun glædede sig som et barn til den hyggelige fælles middag, Dwayne havde forjættet hende ville stå på bordet, når hun kom hjem – åh, og ikke mindst samværet med sine tre nære venner, at kunne slappe af og bare være sig selv.
Emma sukkede dybt og tog sig så sammen… Hun pegede med laserpinden på den afdøde præsidents horoskop.
”Som I kan se, står Solen i Tvillingernes tegn. Her har vi altså et menneske, hvis følelse af identitet hænger nøje sammen med evnen til at kommunikere…”