Kapitel 9

Hans hænder var sunket ned i skødet og holdt stadig som i krampe fast om det brev, der havde været stukket ind bag bilens vinduesvisker.
Hagen var sunket ned på brystet, hvorfra han havde et kun alt for godt udsyn over budskabet.
Et klart fotografi i farver dominerede: Billedet viste en oval medaljon med en blå safir i midten, omgivet af små diamanter i en sølvindfatning. Kæden, som smykket var fastgjort til, var ligeledes af sølv.
Den var knækket.
Ordene under billedet var bare én kort sætning.
Basis for en forretningsaftale?
Erindringen om den sidste gang han havde set dette smykke, fyldte ham, og trådte meget levende frem.
Vivian, attråværdig og forventningsfuld, der var gået til sin grav. I ordets bogstaveligste forstand. Tillidsfuld overfor sin elsker. Det rædselsslagne udtryk i hendes ansigt, da sandheden gik op for hende. Den korte kamp, hvor udfaldet var givet på forhånd. Den hektiske tildækning af hendes lig – og chokket bagefter, da han opdagede, at hendes medaljon lå på jorden ved hans fødder. Kæden var knækket under den korte brydekamp, og medaljonen havde ikke fulgt Vivian i graven.
Han skulle selvfølgelig have begravet den et sikkert sted. Men han havde selv været i en tilstand af chok efter drabet og havde bare villet væk fra stedet. Derfor havde han samlet smykket op og taget det med sig.
Den sidste gang, han havde set medaljonen, var, da han lagde den ind i sit pengeskab. Det havde været hans mening at fjerne den ved først givne lejlighed og skaffe sig af med den på en måde, der sikrede, at den aldrig ville blive fundet, og selv hvis den blev, at den så i hvert fald ikke på nogen måde kunne knyttes til ham.
Men så var der sket så meget andet i hans liv, og så umuligt, han fandt det nu, havde han faktisk glemt den. Indtil den aften, han kom hjem og fandt sin bolig raseret efter et indbrud.
Der var det første chok, da han så ud over ødelæggelserne. Og så eksploderede tanken om pengeskabet som et lyn i hjernen. Han var ilet ind til det – kun for at finde det åbnet med vold. Pengeskabets dør var sprunget af det ene hængsel og hang ned. De papirer, skabet havde rummet, var der stadig.
Kun medaljonen var væk.
Til politiet havde han naturligvis ikke nævnt smykket. Havde blot fortalt, at pengeskabets indhold var intakt, formentlig fordi det kun rummede papirer, der ikke uden videre kunne omsættes til kontanter, og dermed var uden interesse for en tyv. Forskellige værdigenstande i hjemmet var blevet stjålet, herunder flere antikviteter.
De to politifolk, som var blevet sendt ud på baggrund af hans alarmopkald, havde trukket beklagende på skuldrene og forklaret, at der nu, gennem nogen tid, havde været en bølge af indbrud i Citys omegnskvarterer. Der var fra politiets side sat en hel del ressourcer ind på at fange gerningsmændene, bag hvad der efterhånden havde udviklet sig til en veritabel plage for mange mennesker.
”Vi kan desværre ikke rigtig hjælpe dig, som situationen står i øjeblikket. Andet end ved at underskrive anmeldelsen til dit forsikringsselskab, og så give dig den samme opfordring som vi har givet de øvrige uheldige borgere: At sørge for én eller anden form for indbrudssikring,” havde den ene betjent, en yngre mand, sagt i en medfølende tone.
Svarende til at kaste brønden til, når barnet er druknet, havde han tænkt.
Ikke desto mindre havde han fulgt rådet og henvendt sig til et alarmselskab, som nu havde sikret hans hjem, så godt det nu engang lod sig gøre.
Hans tanker vendte tilbage til nu’et. Brevet her var anden gang indenfor kort tid, han så et billede af medaljonen. Første gang var så sent som aftenen i forvejen, da han havde set genudsendelsen af ’Uopklaret.’
Ved den lejlighed havde det givet et gib i ham, da det gik op for ham, at politiet havde intensiveret eftersøgningen af Vivian Garrett. Men han havde beroliget sig selv med, at ingen, ingen overhovedet, kunne finde nogen sammenhæng mellem ham selv og Vivians forsvinden. Hvordan skulle de kunne det? Han og Vivian havde holdt deres forbindelse hemmelig. Indtil hun havde insisteret på… Han krummede hænderne i et øjebliks afmægtig vrede og blev igen opmærksom på papiret, som nu blev krøllet sammen mellem hans hænder.
Så tog han sig sammen, foldede brevet og stak det tilbage i kuverten, som han lagde ind i bilens handskerum. Senere måtte han sørge for at brænde det, for selvom det kun var ham, der brugte bilen, ville han sikre sig. Som han skulle have gjort allerede dengang. For et år siden.
Efter at have siddet et øjeblik mere og stirret tomt ud gennem frontruden, stak han nøglen i tændingslåsen og startede, bakkede ud og vendte vognen. Da han kørte ud fra parkeringsområdet, svingede han til venstre og gled ind i byens sene fyraftenstrafik.
Han måtte sørge for at falde til ro, bearbejde chokket, inden han tog hjem. Han besluttede sig for at køre en tur ud af byen og ud til de grønne områder, hvor han kunne sidde lidt i fred og tænke.
Efter en lille halv times kørsel åbnede det grønne sommerlandskab sig til begge sider af hovedvejen, og han drog et suk af lettelse.  Her kunne han sidde helt fredeligt og gennemtænke situationen.
Han havde kun lige drejet tændingsnøglen for at slukke motoren, da hans mobiltelefon gav lyd fra sig.
’Ukendt nummer,’ meddelte displayet.
”Ja?”  hans stemme var saglig.
”Goddag. Godt, jeg fik fat i dig. Har du fået min lille hilsen?” stemmen lød ulden, som havde den, der ringede op, sørget for at forvrænge lyden.
”Hvem taler jeg med?” trods den isning, der løb ned ad rygsøjlen, formåede han at bevare et køligt, upåvirket tonefald.
”Ej, véd du nu hvad – skulle vi ikke springe alt det dér over. Du ved udmærket, hvem du taler med – eller, skal vi sige, hvilken relation, vi to har til hinanden. Jeg er ham, der er i besiddelse af det smykke, du mistede i forbindelse med et indbrud for nogen tid siden – får det en klokke til at ringe?”
”Jeg er bange for, at jeg ikke aner, hvad du taler om!” Han forsøgte at hindre sin stemme i at ryste. ”Tror du ikke, du har fået forkert nummer?”
”Jamen – hvis det er tilfældet, må jeg hellere sende mit lille billede til politiet. Sammen med dit navn og adresse og oplysningen om, hvor jeg fandt det her smykke, som er blevet helt berømt efter at have været vist på TV i forbindelse med en vis Vivian Garretts forsvinden. Politiet anmoder jo om, at folk, der måtte have yderligere oplysninger i sagen, henvender sig. Og som en god samfundsborger er det nok, hvad jeg i virkeligheden burde gøre. Jeg ville bare som en ren venlighed spørge dig først. Men selvfølgelig, hvis du ikke er interesseret…” den uldne stemme var blevet kølig.
Han følte sig kold ind til marven. Alligevel randt sveden fra hans pande. Koldsved. Angst.
”Hvis du går til politiet, afslører du jo dig selv som den meget omtalte indbrudstyv. Jeg kan ikke se, hvordan du kan have fordel af det,” forsøgte han sig.
”Nåh, fordel… jeg har jo ikke tænkt at opgive min egen adresse. Bare din. Og dit navn, og omstændighederne under hvilke…”
”Hvad vil du?”
”Ja, som jeg nævner i mit lille brev til dig – så tænker jeg, at vi to har grundlag for en forretningsaftale, ikke? En sådan aftale vil naturligvis indebære, at jeg ikke går videre med mine oplysninger. Og det er da en pris værd, synes du ikke? Men der må naturligvis være en vis gensidighed i aftalen – som i enhver forretning, ikkesandt?” stemmen klukkede lidt over eget vid.
”Du vil altså presse penge af mig – efter at have begået indbrud i mit hjem!” Hans stemme udtrykte den kolde vrede, der strømmede igennem ham.
”Nåh, pengeafpresning. Det er da sådan et grimt ord. Jeg foretrækker ordet ’forretningsaftale.’ Bare mellem dig og mig, ikkesandt?”
”Hvad er det, du siger?”
”Ja se, mit forslag er følgende: Vi kan lave en slags kontrakt med en månedlig afdragsordning. Eller vi kan aftale en sum, én gang for alle. Ved den første model, afdragsordningen, beholder jeg den lille ting. Eller du kan købe smykket tilbage. Det kommer naturligvis til at koste noget mere – en del mere, for nu at sige det, som det er.”
Han formåede ikke at finde et svar. Efter hvad der syntes at være en evighed med tavshed på linjen, talte afpresseren igen.
”Hallo? Er du der?”
Han frembragte et bekræftende grynt.
”Okay. Hvis vi forestiller os en månedlig afdragsordning, så foreslår jeg et beløb på 10.000 dollars.”
Han udstødte et hørligt gisp. ”Så mange penge har jeg ikke!”
”Åh nej, hør nu. Selvfølgelig har du det! Alene din bil … Og din stilling er da nok blandt de højestlønnede i landet, så kom ikke med den undskyldning.” stemmen var blevet truende.
”Men jeg kan ikke skaffe så store beløb uden at det kræver forklaringer…” argumenterede han og kunne til sin afsky selv høre, at der var kommet noget bedende i hans tonefald.
”Åh, jeg er sikker på, at en dreven forretningsmand som dig sagtens kan finde én eller anden måde at kontere det beløb. Ret beset er det jo en dråbe i havet for dig. Vi kan jo osse finde et beløb, der én gang for alle afgør vores mellemværende.” Stemmen nævnte en sum, der fik det til at svimle for hans offer.
”Men véd du hvad – skulle vi ikke sige, at du lige tænker over det, og så kontakter jeg dig igen senere. Som du kan høre, er jeg ikke helt umenneskelig.” Der lød igen en lille kluklatter, og så blev forbindelsen afbrudt.
Han tog telefonen fra øret og stirrede et øjeblik vantro på displayet.
Så forsøgte han at trykke ’genkald.’
Der skete intet.
Det var umuligt at komme i kontakt med nummeret.

Charles Garret stak nøglen i låsen og skubbede hoveddøren op. Rutinemæssigt bøjede han sig og samlede de kuverter op, der lå på måtten i entréen. Udelukkende kedsommelige rudekuverter af forretningsmæssigt tilsnit.
Han lagde posten på den lille kommode nær indgangsdøren, før han trak sin jakke af og hængte den op på knagen.
På vej forbi kommoden blev hans blik fanget af spejlet, der hang på væggen over den. Han standsede og studerede et øjeblik mismodigt sit spejlbillede. Det engang så tilfredse udtryk var efterhånden blevet afløst af linjer, der alle pegede nedad. De grå øjne mindede mest af alt om et lavtryk, der varslede nært forestående heldagsregn, og de førhen skinnende sorte lokker havde fået mere end et anstrøg af gråt.
Men det var vel egentlig ikke så underligt. Hver dag kom han hjem til et hus, der rungede af forladthed. Siden Vivian var væk, føltes det ikke, som om der egentlig var noget at komme hjem efter. Det var heldigt, at han som chef for marketingafdelingen i sit firma var nødt til at rejse meget omkring og være væk hjemmefra i op til flere dage ad gangen. Som den aften, han så hende for sidste gang.
Charles løsrev sig fra sit spejlbillede og fortsatte ind i det rummelige hus, gennem dagligstuen med dens magelige møbler og videre ud i køkkenet, hvor han skænkede sig en whisky, som han nedsvælgende i ét drag, før han skænkede op påny.
Med glasset i den ene hånd åbnede han køleskabet for at se, hvad indholdet måtte have at byde på i retning af aftensmad. Hm. Ja, det var da i hvert fald overskueligt. Han måtte se at få købt ind en af de nærmeste dage. Men mad var ikke lige det, der optog hans tanker mest for tiden. Man kunne jo osse bare smutte hen til ’Dario’s’ – igen – og indtage sin aftensmad dér. Den løsning havde han brugt meget gennem det sidste år, når han ikke var på rejse. Så var der i hvert fald selskab.
Han gik tilbage til dagligstuen og slog sig ned i den magelige sofa, mens han greb fjernbetjeningen og tændte for TV’et, uden egentlig at opfatte, hvad der foregik på skærmen. Den igangværende udsendelse fungerede mest af alt som en lydkulisse til de tanker, han sank ned i. Men på den måde havde TV’et en vis social funktion: Det fortalte underbevidstheden, at han ikke var helt alene.
Og dette med ensomheden, vidste han, var noget, han meget snart var nødt til at gøre noget ved. I en alder af bare 34 var det alt for tidligt at gå i frø. Han måtte skabe sig et nyt liv. Men så længe politiet ikke havde ringeste anelse om, hvad der egentlig var sket med Vivian, kunne han dårligt kaste sig ud i nye forhold. Han havde planer om at sælge huset snarest, men så det ikke forkert ud…?
Nu havde de altså genoptaget sagen, som det fremgik af udsendelsen ’Uopklaret’ forleden aften. Selv havde han brug for at få afsluttet det kapitel af sit liv – men samtidig var han foruroliget. Ikke mindst efter at den dér politimand fra drabsafdelingen havde ringet til ham tidligere i dag og bedt ham komme ind til, hvad kriminalmanden havde kaldt ’en uddybende samtale’ dagen efter i forbindelse med hans kones forsvinden. Der var ikke umiddelbart noget nyt. De havde ikke fundet hverken Vivian – eller hendes lig. Men…
Han så uroligt frem for sig, mens billeder fra den sidste aften sammen med Vivian gled gennem hans hjerne. Ting, han af gode grunde ikke havde fortalt politiet.
Den aften havde han pakket til sin forretningsrejse til Washington og var på vej ud af døren, da hun havde sagt, der var noget vigtigt, de lige skulle tale om. Han havde forsøgt at udskyde, dels fordi han skulle nå et fly, og samtidig fordi han havde en dårlig følelse af, hvad samtalen ville dreje sig om. Gennem den sidste tid havde Vivian været stadig mere distanceret i sit forhold til ham, hendes ægtemand. Én ting var, at hun gennem deres ægteskab til stadighed havde udskudt spørgsmålet om børn – angiveligt fordi hun var bange for, det skulle ødelægge hendes skikkelse. Han så hende et øjeblik for sig: Og hvilken skikkelse, tænkte han. Hun havde altid set fantastisk ud, og det var først og fremmest dét, der i starten havde tiltrukket ham. Det havde vist sig ikke at være det bedste grundlag for, hvad der skulle være et livslangt sammenhold – ægteskabet. Det var gradvis gået op for ham, at deres mål og livsholdninger var meget forskellige. Vivians hovedinteresse i livet var fremtræden: Hendes eget gode udseende og den påvirkning, det gav hende mulighed for i forhold til andre mennesker. Status og penge. Helst mange af dem. Men først på hendes sidste aften var sandheden, der nok længe havde murret i underbevidstheden, slået ned i ham som et lyn: Hun var en tomhjernet, egoistisk gås.  Som altså havde fravalgt et normalt familieliv for at fastholde et udseende, der jo under alle omstændigheder ville ændre sig med alderen. Nå, men Vivian var, viste det sig, kommet meget længere end til overvejelserne om familieforøgelse eller ej:
”Chuck,” havde hun sagt, ”jeg forlader dig. Nu. I aften! Du må selv kunne indse, at vi for længst er vokset fra hinanden. Og jeg vil altså videre med mit liv!”
Hun havde fundet en anden, fortalte hun, uden at det havde givet hende så meget som en trækning i det smukke ansigt at meddele ham det.
Han var blevet rasende! Dels over det så fuldstændigt banale i hele historien – og dels over at hun mente, en så grundlæggende afslutning på deres samliv kunne klares som en mindre ting, et irritationsmoment, der lige skulle overstås. De havde skændtes, han havde forlangt at få at vide, hvem det var, og hun havde nægtet. Hun ville heller ikke svare på, hvorlænge forholdet havde stået på.
Charles havde ikke videregivet disse detaljer i forbindelse med sin anmeldelse til politiet af hendes forsvinden. Der var ingen grund til at forplumre vandene og rette mistanke mod sig selv.
Nu havde han bare et stigende behov for at få den sag afsluttet på en måde, så han kunne komme videre med sit eget liv.
Han følte en tiltagende uro ved tanken om samtalen med kriminalpolitiet den følgende dag. For pokker, kunne de ikke bare lade det ligge, simpelthen erklære hende ’formodet død’ og lade ham få sin frihed tilbage?
Og først og fremmest; Hvad havde de fundet ud af, som fik dem til at kalde ham ind til afhøring igen?