Som hos de fleste blev osse min interesse for astrologi vakt I forbindelse med en livskrise.
Jeg opsøgte en astrolog for at få ham til at tolke mit horoskop og fortælle mig, hvad der var galt – og ikke mindst hvornår det ville gå over.
Og om og hvornår tingene måske ville vende sig til det bedre…?
Jeg gik grædende derfra…
Siden dengang er astrologien blevet en del af min hverdag.
Den omtalte livskrise blev gennemlevet – og erstattet af nye chancer og nye kriser. Som I ethvert menneskes liv.
Den gennemgående, livslange konflikt i mit eget horoskop viser en person, der kæmper med at integrere især to hovedaspekter: På den ene side et sårbart, lidt kunstnerisk menneske med hang til eskapisme, et af den slags mennesker, som vil hjælpe andre, ja, helst hele verden. Et lidt naivt, men meget kærligt og selvopofrende menneske.
Det andet hovedaspekt fortæller en ganske anden historie: Det viser et menneske med en næsten skræmmende styrke og mere end bare lidt almindelige aggressioner.
Sidstnævnte aspekt, tolket for sig selv, kunne faktisk godt tilhøre en drabsmand.
Men heldigvis står det ikke alene…
Den virkelige velsignelse i mit liv er al den kærlighed, der omgiver mig. Først og fremmest centreret om min mand og mine to døtre.
Det er de tre personer, som med kærlighed og af og til en smule tålmodighed, parret med en temmelig stor portion ironi (meget ofte på min bekostning, men okay, når det nu ikke kan være andet) så tit får mig til at grine.
Svigersønnerne er bestemt heller ikke at kimse af i den forbindelse – for slet ikke at tale om mit helt enestående fantastiske barnebarn.
… og så er der selvfølgelig vores tre katte, som dagligt viser os, hvad livet i bund og grund handler om: ’Drop alle de dér spekulationer og fang et par mus, så skal det nok gå alt sammen.’
Én af dem er Killmousky, som er blevet rollemodel for Stella i ’Stjernehimmel-serien.’
Efter at have arbejdet som journalist hele livet besluttede jeg omsider at foretage det karriereskift, mit horoskop i grunden altid har peget på: At skrive fiktion.
Og det er skønt…
Så hvis du, min læser, har bare halvt så megen glæde af at læse serien, som jeg har af at skrive den – så er mit mål nået.